Nyt materiale skal gøre tandlæger klogere på osteonekrose

Et stigende antal patienter med osteoporose og visse cancerformer får de knoglestyrkende lægemidler, som har osteonekrose som mulig bivirkning. Den store stigning i antallet af patienter, der får den knoglestyrkende medicin kan medføre en risiko for, at både de privatpraktiserende tandlæger og de kæbekirurgiske afdelinger vil se flere tilfælde af den alvorlige lidelse i de kommende år. Derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed netop for første gang udgivet informationsmateriale om osteonekrose samt anbefalinger om behandling af denne patientgruppe. Her fremgår det, hvad man som bl.a. privatpraktiserende tandlæge skal være opmærksom på, og hvad man kan gøre for at forebygge, at patienterne ender med at blive hårdt ramt af den alvorlige lidelse.

– Set i lyset af, at flere patienter bliver ramt af osteonekrose, og at den faktisk kan forebygges, hvis man er opmærksom og sætter ind i rette tid, fandt vi grundlag for et informationsmateriale til bl.a. de privatpraktiserende tandlæger, siger overlæge Lena Graversen, der er enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Større kendskab og anbefalinger
Lena Graversen håber, at materialet vil betyde, at flere tandlæger får kendskab til, hvad osteonekrose er for en sygdom, og hvad man skal være opmærksom på for at forebygge lidelsen.

– Når man som privatpraktiserende tandlæge står med en patient med osteonekrose, eller som har risiko for at få sygdommen, skulle materialet gerne hjælpe tandlægerne til at kunne vurdere, hvornår de selv kan gå videre med en behandling, og hvornår man skal henvise patienterne videre til en specialist, siger Lena Graversen, der understreger, at materialet er en guide, som skal få tandlægerne til at tænke over, hvordan de mest hensigtsmæssigt kan forholde sig for at hjælpe patienterne bedst muligt.

Spørg ind til patienternes medicin
Informationsmaterialet er udarbejdet af Styrelsen for Patientsikkerhed i samarbejde med en række faglige selskaber, organisationer og myndigheder, der har bidraget med ekspertviden fra hver deres felt.

Sanne Werner Møller Andersen, uddannelsestandlæge i kæbekirurgi, Afdeling for Kæbekirurgi, Rigshospitalet, Københavns Universitetshospital, er en af dem, der har givet faglige input til materialet – på baggrund af den forskning, som nu afdøde dr.odont. Morten Schiødt stod i spidsen for. Morten Schiødt nåede sammen med de faglige foreninger at udarbejde størstedelen af materialet med Styrelsen for Patientsikkerhed.

For Sanne Werner Møller Andersen er det vigtigste, at tandlægerne er meget opmærksomme på at spørge ind til patienternes medicin, hvis man har den mindste mistanke om, at de får knoglestyrkende medicin – fx hvis de har cancer eller lider af knogleskørhed. Patienterne tænker ofte ikke over, at de modtager en årlig indsprøjtning grundet knogleskørhed.

– Tandlægerne er generelt rigtig gode til at forhøre sig om patienternes medicin, og de er også gode til at tjekke Det Fælles Medicinkort. Men det er bare ikke altid, at den knoglestyrkende medicin fremgår, siger Sanne Werner Møller Andersen. Har man trukket en tand ud på en patient, der får knoglestyrkende medicin, er det ifølge Sanne Werner Møller Andersen essentielt at holde ekstra øje med helingen, om slimhinden heler, og at der ikke bliver ved med at være blottede knogler.

– Og så skal man naturligvis holde øje med symptomerne, som typisk er smerte, hævelse i over- eller underkæbe, om patienten har dårlig smag i munden, blottet kæbeknogle eller løse tænder, fastslår hun.

Henvis til specialtandlæge eller kæbekirurg efter fire år
I informationsmaterialet anbefales det, at patienter, som har taget knoglestyrkende medicin i over fire år, skal have foretaget en individuel vurdering af, om en behandling kan foretages af en specialtandlæge i primærsektoren, eller om patienten skal henvises til en kæbekirurgisk afdeling på et sygehus.

– Når en patient har fået medicinen i lang tid, er risikoen for, at der opstår osteonekrose og alvorlige komplikationer større. Derfor bør man som privatpraktiserende tandlæge sende patienten videre til en specialist, hvis der skal udføres en tandudtrækning eller et andet kirurgisk indgreb, siger Sanne Werner Møller Andersen og fortsætter:

– Vi ved, at risikoen er sammenhængende med varigheden af medicinsk behandling. Morten Schiødt og de øvrige i arbejdsgruppen definerede anbefalingerne for at minimere den store byrde, det er for patienter at skulle gennemgå behandling grundet død knogle, men også den efterfølgende store påvirkning, det har. Nogle patienter mister flere tænder eller halve kæber, og det er yderst svært at rekonstruere det efterfølgende samt give dem den nødvendige tyggefunktion og opnå æstetisk flotte resultater, fortæller Sanne Werner Møller Andersen.

Hun medgiver samtidig, at det altid er svært at svare på, om et patienttilfælde med kæbenekrose kunne være undgået. I tilfælde, hvor død knogle er opstået efter en tandfjernelse, kunne man formentlig i nogle tilfælde have undgået det, hvis indgrebet var blevet udført efter de gældende anbefalinger.

– Det vigtigste i forhold til at henvise patienter er, at vi ser, at udvikling af død kæbeknogle helt kan undgås, slutter hun.