Genbehandling af rodbehandlede molarer foretages sjældent
Godt 85 % af alle endodontisk behandlede molarer er funktionsdygtige de første fem år efter rodbehandlingen. Det er en af konklusionerne på et registerstudie, som forskere fra Odontologisk Institut (Københavns Universitet) har gennemført sammen med svenske kolleger.
I Sverige var der i 2009 ifølge data fra den offentlige svenske sygesikring (Försäkringskassan) 100.720 personer, der fik foretaget rodfyldning på mindst én 1.- eller 2.-molar (hver patient bidrog i undersøgelsen kun med én tand). I løbet af de følgende fem år blev der på 14,3 % af disse tænder foretaget supplerende behandling i form af ekstraktion (11,3 %), revision af rodfyldning (2,7 %) eller endodontisk kirurgi (0,8 %).
Frekvensen af genbehandling var signifikant højere, hvis der i første omgang kun var foretaget rodfyldning i en eller to kanaler
På grund af undersøgelsens karakter var det ikke muligt at afgøre, om ekstraktionerne skyldtes endodontiske komplikationer eller andre forhold. En anden begrænsende faktor i studiet var den manglende information omkring tandens initiale diagnose, herunder de periapikale forhold, via røntgen. Frekvensen af genbehandling var signifikant højere (21,5 %; P < 0,001), hvis der i første omgang kun var foretaget rodfyldning i en eller to kanaler.
Endvidere var der ved tre af de fire tandtyper (M1sup, M2sup og M1inf) signifikant lavere forekomst af supplerende behandling, hvis tænderne oprindeligt var rodfyldt i fire kanaler. Der er med andre ord god chance for at bevare en molar i mindst fem år efter endodontisk behandling. Især hvis du finder og behandler alle rodkanalerne.
Kilde
Markvart M, Tibbelin N, Pigg M, EndoReCo, Fransson H. Frequency of additional treatments in relation to the number of root filled canals in molar teeth in the Swedish adult population. Int Endod J 2021;54:826-33.