Hvordan er overlevelsesraten for zygomaimplantater?
Hvordan klarer zygomaimplantater sig i forhold til de konventionelle implantater? Forskellen er signifikant, viser nyt studie.
Zygomaimplantater har i de senere år vundet indpas som led i protetisk rehabilitering af atrofiske tandløse maksiller. Zygomaimplantater indgår altid i en kombination med to eller fire konventionelle implantater, som er placeret længere anteriort i kæben.
Italienske forskere har udarbejdet en systematisk oversigt, som omfatter 32 kliniske studier med observationsperioder på 6-97 måneder. I oversigten sammenlignes overlevelsesraterne for zygomaimplantater og konventionelle implantater hos patienter, der har fået begge typer indsat i samme behandling. I studierne fandt man generelt høje overlevelsesrater: 91,7-100 % for konventionelle implantater og 94,1-100 % for zygomaimplantater.
Det er vores holdning, at indikationen for anvendelse af ZI er begrænset til de få tilfælde
THOMAS STARCH-JENSEN
Der blev foretaget meta-analyse på 27 af studierne. Disse omfattede 2.734 zygomaimplantater, hvoraf 44 blev mistet, og 4.064 konventionelle implantater, hvoraf 105 mistedes. Forskellen var signifikant (P = 0,02) til fordel for zygomaimplantaterne.
Artiklens forfattere konkluderer på den baggrund, at zygomaimplantater er en forudsigelig og langtidsholdbar behandlingsmulighed i tilfælde med svær atrofi i overkæben. De hæfter sig dog ved, at kun få af de omtalte studier har undersøgt det marginale knoglesvind omkring zygomaimplantater og påpeger behovet for flere gode kliniske undersøgelser til belysning af dette forhold.
Kommentar
Thomas Starch-Jensen, klinisk professor, overtandlæge, ph.d., Kæbekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
Simon Storgård Jensen, professor, overtandlæge, dr.odont., Tand-mund-kæbekirurgisk Klinik, Rigshospitalet
– Protetisk rehabilitering af den tandløse overkæbe med implantatunderstøttet fuldkæbebro baseret på zygomaimplantater (ZI) og 2-4 implantater i fronten blev introduceret som et alternativ til sinusløftproceduren (SP) for at undgå knoglegenopbygning og reducere behandlingstiden. Implantatindsættelse samtidig med SP foretages almindeligvis i lokalbedøvelse med anvendelse af en begrænset mængde knogle fra operationsområdet kombineret med et knogleerstatningsmateriale, når højden af kæbeknoglen er ≥ 3 mm.
Indsættelse af ZI vil således kun reducere behandlingstiden, hvis højden af processus alveolaris er ≤ 3 mm. Indsættelse af ZI foretages oftest i fuldbedøvelse under hospitalsindlæggelse, og de samfundsøkonomiske udgifter og morbiditeten for patienten er således væsentlig større end ved SP.
Vinklingen af ZI medfører oftest en kompleks udformning af den protetiske rekonstruktion og indskrænkning af tungerummet. Peri-implantært knoglesvind omkring ZI med reduceret højde af processus alveolaris indebærer risiko for udvikling af oro-antral kommunikation og kronisk kæbehulebetændelse, hvilket kan nødvendiggøre fjernelse af ZI, som er forbundet med betydelig morbiditet sammenlignet med fjernelse af konventionelle implantater.
Det er derfor vores holdning, at indikationen for anvendelse af ZI er begrænset til de få tilfælde, hvor SP og konventionelle implantater er umuligt eller forbundet med en uacceptabel høj risiko for komplikationer, fx patienter der har fået fjernet større dele af maksillen under tumorkirurgi, eller som har fået højdosis lokaliseret strålebehandling mod maksillen.
Kilde
Lorusso F, Conte R, Inchingolo F et al. Survival rate of zygomatic implants for fixed oral maxillary rehabilitations: a systematic review and meta-analysis comparing outcomes between zygomatic and regular implants. Dent J 2021;9:38.
