Ny viden:

Blåt lys - Drop bekymringer for hudskader

Effekten af blåt lys for huden har i den seneste tid været et meget omdiskuteret emne, men er blåt lys virkelig skadeligt for huden på længere sigt?

Telefon
Foto: Shutterstock

Hver dag udsættes vi på klinikken for blåt lys fra mange forskellige kilder: skærme, operationslamper, polymerisationslamper, mobiltelefoner m.m., og visse kosmetikfirmaer er begyndt at markedsføre cremer, der angiveligt skal beskytte mod blåt lys. Men kan blåt lys virkelig skade huden? Det har forskere fra NIOM og det norske direktorat for stråleværn og atomsikkerhed undersøgt.

Ved hjælp af flere forskellige optiske instrumenter målte man, hvor meget blåt lys der rent faktisk udsendes fra de forskellige typer af generel belysning, skærme og andre lyskilder, der omgiver os. Resultaterne blev sammenholdt med eksisterende viden om, hvor meget lys der skal til, før der optræder hudforandringer.

Det viste sig, at de lysmængder, der udsendes af operationslamper, computerskærme og mobiltelefoner, ligger langt under tærskelværdierne for skadelig eksponering. Fx ville det kræve konstant lyseksponering døgnet rundt i tre måneder, før en mobiltelefon potentielt kunne forårsage negative virkninger på ansigtshuden. For en operationslampe ville det kun tage 45 timer, hvilket gør eksponering for denne lyskilde cirka lige så farlig som at opholde sig udendørs i Oslo.

Polymerisationslamper udsender derimod en million gange så meget lys som en elektronisk skærm, og grænsen for skadelig eksponering overskrides ved nogle typer allerede efter 23 sekunder. Der er reel risiko for øjenskader, hvis man ikke beskytter øjnene under eksponeringen, og muligvis også for hudskader. Almindeligvis bliver hverken patientens eller behandlernes hud dog direkte eksponeret under behandlingen. Aktuelt ved man ikke, om mundslimhinden tager skade.

Forskerne konkluderer, at tandlæger og andre, der bruger meget tid omgivet af skærme og kunstigt lys, kan slappe af, hvad angår hudskader. Det er fortsat fornuftigt at bruge UV-beskyttelse udenfor, når solen skinner kraftigt; men foran skærmen er huden ikke i fare.

Christensen T, Johnsen BJ, Bruzell EM. Violet blue light exposure of the skin: is there need for protection? Photochem Photobiol Sci 2021;20:615-25. Bruzell E. Is blue light damaging to our skin? NIOM Nytt Maj 2021. https://niom.no/is-blue-light-damaging-to-our-skin/