Fjernovervåget tandbørstning forbedrer mundhygiejnen
Kan anvendelse af elektriske tandbørster med fjernovervågning forbedre kompliansen ved tandbørstning på et plejehjem? Det har danske forskere undersøgt.
Plejehjemsbeboere med fysisk eller kognitiv svækkelse har som regel behov for hjælp til at udføre den daglige tandbørstning, men undersøgelser har vist, at kun et fåtal får den hjælp, de behøver.
Forskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Voksentandplejen i Københavns Kommune har derfor undersøgt, om anvendelse af elektriske tandbørster med indbygget mulighed for fjernovervågning kan forbedre kompliansen ved tandbørstning på et plejehjem og dermed også plejehjemsbeboernes mundhygiejne.
40 % fik slet ikke børstet tænder
I studiet indgik 20 plejehjemsbeboere, som alle havde mindst seks naturlige tænder, kunne gennemføre en klinisk undersøgelse og havde behov for hjælp ved tandbørstning. Alle fik stillet en elektrisk tandbørste til rådighed, og der blev givet instruktion i korrekt brug af udstyret til både beboere og plejepersonale. Det blev påpeget, at der skulle børstes tænder to gange dagligt i mindst et minut og helst i to minutter. Hyppighed og varighed af tandbørstningerne blev registreret i en central database, og hver uge fik plejehjemslederen en statusopgørelse samt opfordring
til at skride ind over for manglende tandbørstninger.
Forsøgsperioden varede 100 dage, og deltagerne fik registreret plak og gingival blødning ved periodens start og afslutning samt tre måneder efter afslutningen. Kun 5 % af tandbørstningerne varede de foreskrevne to minutter. 25 % af deltagerne fik kun én daglig tandbørstning, og 40 % fik slet ikke børstet tænder. Ved forsøgets afslutning sås en signifikant reduktion i forekomst af plak og gingival blødning, men tre måneder senere var mundhygiejnen faldet tilbage til udgangsniveauet.
Forskerne konstaterer, at systemet teknisk set fungerede tilfredsstillende, og påpeger, at fremtidige studier med længere observationsperioder må afklare, om det er muligt på denne måde at skabe varige forbedringer af mundhygiejnen blandt plejehjemsbeboere.
Wagner SR, Eriksen CLD, Hede B, Christensen LB. Toothbrushing compliance tracking in a nursing home setting using telemonitoring-enabled powered toothbrushes. Br Dent J 2021. https://doi.org/10.1038/s41415-021-3169-7. [Online ahead of print].