Uenighed om grænsen mellem cariesaktivitet og misrøgt

I den vestlige verden er cariessituationen blandt børn kraftigt forbedret igennem de seneste årtier, og når man i dag som behandler ser et barn med udbredt caries, bør man overveje, om der kan være noget galt i familien. I Storbritannien kan de sociale myndigheder inddrages på to niveauer: et mildt, hvor børn med problemer i en periode får ekstra støtte, og et alvorligt, hvor der er mistanke om omsorgssvigt eller misbrug.

Britiske forskere har undersøgt, om der er forskel på forældres og sundhedsprofessionelles holdninger til, hvornår og hvordan et barn med caries skal henvises til de sociale myndigheder.

Fem fiktive patienttilfælde med billedmateriale og supplerende tekst blev forevist for 32 børnetandlæger, 100 speciallæger i pædiatri og 250 forældre til børn, som var i behandling på et børnehospital eller en børnetandklinik på universitetet i Cardiff.

Forfatterne, en erfaren børnetandlæge og en erfaren speciallæge i pædiatri, havde på forhånd udarbejdet en ”facitliste”, ifølge hvilken alle fem børn havde behov for tandbehandling, og fire havde behov for kostvejledning og/eller mundhygiejneinstruktion. Derudover havde tre børn behov for mild henvisning til de sociale myndigheder, og ét barn skulle henvises på mistanke om misbrug. Sidstnævnte havde udover behandlingskrævende caries også læsion af det ene øre.

Forældrene var generelt mere tilbøjelige end de sundhedsprofessionelle deltagere til at foreslå inddragelse af myndighederne. Pædiaterne var i nogle tilfælde på linje med forældrene, men i andre mere restriktive. Tandlægerne var generelt mindst tilbøjelige til at henvise til myndighederne. Fx var der i tilfældet med det beskadigede øre 64 % af forældrene og 68 % af pædiaterne, der korrekt foreslog alvorlig henvisning, mens kun 12,5 % af tandlægerne fandt dette påkrævet (P < 0,001).