Ny viden:

Fraktur af dækkeram forekommer hyppigt ved zirkoniakroner og -broer

Zirkonia har relativt gode succes- og overlevelsesrater og må betragtes som et acceptabelt materialevalg ved fremstilling af kroner og broer, vurderer brasilianske forskere. 

Bro
Foto: Shutterstock

Zirkonia er et populært valg til fremstilling af kroner og broer, da materialet har gode mekaniske og optiske egenskaber og høj biokompatibilitet. Der forekommer dog også tekniske svigt i forbindelse med zirkonia, og omfanget af disse svigt har brasilianske forskere belyst i en systematisk oversigt og metaanalyse. 

Oversigten er baseret på 54 kliniske studier, heraf 18 randomiserede. 24 af studierne havde en opfølgningsperiode på 1-3 år, 21 havde 4-6 år, og syv havde 7-12 år. Fraktur af det keramiske materiale var langt det hyppigst forekommende svigt og sås ca. fire gange så hyppigt som tab af retention. Det var især tolagskroner og -broer, der udviste frakturer, typisk i form af afskalning af det dækkeramiske materiale. Monolitiske restaureringer udviklede kun sjældent frakturer, men til gengæld har dette materiale mindre gode æstetiske egenskaber, og der er risiko for slid af antagonisten. 

Forfatterne understreger, at selv om frakturer hyppigt forekom, var der i de fleste tilfælde tale om mindre brud (”chipping”), som sædvanligvis kan repareres i klinikken, uden at man behøver skifte hele restaureringen ud. Decideret katastrofale frakturer blev kun rapporteret i 13 af de 52 studier og med beskeden incidens. 

Samlet set vurderer forfatteren, at zirkonia har relativt gode succes- og overlevelsesrater og må betragtes som et acceptabelt materialevalg ved fremstilling af kroner og broer.

Gonzaga CC, Garcia PP, Wambier LM et al. Do tooth supported zirconia restorations present more technical failures related to fracture or loss of retention? Systematic review and meta analysis. Clin Oral Invest 2022;26:5129-42.