Nye forenklede bondingsystemer er velegnede til lapning af kompositfyldninger
De nye, forenklede bondingsystemer har pålidelige bindingsstyrker og er mindst lige så gode som det klassiske bondingsystem, når det drejer sig om lapning af ældre kompositfyldninger, konkluderer forskere.
Et væsentligt led i konceptet minimalt invasiv tandpleje er, at man forsøger at lappe frakturerede kompositfyldninger frem for at skifte hele restaureringen ud. Det er imidlertid afgørende for et vellykket resultat, at der kan skabes en stærk binding mellem restaureringen og det nytilførte materiale.
Forskere fra NIOM har gennemført en laboratorieundersøgelse af bindingsstyrken for ni forenklede bondingsystemer og et klassisk tretrins bondingsystem til komposit plast.
Bindingsstyrken blev testet i et standardiseret tryktestapparat i to omgange efter henholdsvis to uger og et år i vand ved 37°C
Cylindriske prøvelegemer af komposit blev opbevaret i vand ved 37 °C i to måneder. Derefter blev nyt komposit bondet til prøvelegemerne ved hjælp af de 10 systemer, der skulle undersøges. Bindingsstyrken blev testet i et standardiseret tryktestapparat i to omgange efter henholdsvis to uger og et år i vand ved 37 °C. I hver omgang blev der testet 15 prøvelegemer med hvert system.
Bindingsstyrken for de 10 produkter varierede efter to uger fra 12,0 til 24,9 MPa, og efter et år varierede bindingsstyrken fra 11,4 til 25 MPa. Efter et år havde seks af de forenklede systemer signifikant højere bindingsstyrke end ”guldstandarden”, tretrinssystemet, og de tre øvrige var ikke signifikant forskellige fra tretrinssystemet.
Forfatterne konkluderer, at de nye, forenklede bondingsystemer har pålidelige bindingsstyrker og er mindst lige så gode som det klassiske bondingsystem, når det drejer sig om lapning af ældre kompositfyldninger.
Staxrud F, Valen H. Potential of “universal” bonding agents for composite repair. Biomater Investig Dent 2022;9:41-6.