Dansk forskningsnyt:

Aftagelige partielle proteser kan anvendes til rehabilitering i parodontalt belastede tandsæt

Aftagelige partielle proteser er en effektiv rehabiliterende behandling hos patienter med parodontitis, hvis der efterfølgende foretages regelmæssig parodontal støttebehandling, og behandlingen i øvrigt skønnes at kunne forbedre patientens livskvalitet.

Delprotese

Forskere fra de odontologiske institutter ved universiteterne i København og Malmö har udgivet en systematisk oversigt om langtidseffekterne af rehabilitering med aftagelige partielle proteser hos patienter med parodontitis. I oversigten indgår 25 studier med 1-10 års observationstid, hvor aftagelige partielle proteser sammenlignes med faste proteser, kort tandbue (shortened dental arch) eller ingen behandling.

Flere af studierne viser forøget forekomst af plak hos patienter med aftagelige partielle proteser, og et enkelt finder desuden, at plakken hos disse patienter indeholder flere patogene bakterier fra det røde kompleks – dog især ved indkaldeintervaller > 6 måneder.

Imidlertid finder de fleste studier ikke signifikant forskel mellem patienter med aftagelige partielle proteser og kontrolgrupper, når det drejer sig om gingival blødning, fæstetab eller tandtab. To retrospektive studier, der inkluderede partielle akrylproteser dækkende den marginale gingiva, indikerede større tab af tænder blandt patienter med aftagelige partielle akrylproteser; men flere prospektive studier påpeger, at parodontalt belastede tandsæt med aftagelige partielle proteser, som er hygiejnisk udformede og med støbte stel, kan holdes stabile i lang tid uden signifikant fæstetab eller tandtab, hvis patienterne indkaldes regelmæssigt til supra- og subgingival tandrensning.

Forfatterne konkluderer, at aftagelige partielle proteser er en effektiv rehabiliterende behandling hos patienter med parodontitis, hvis der efterfølgende foretages regelmæssig parodontal støttebehandling, og behandlingen i øvrigt skønnes at kunne forbedre patientens livskvalitet. Uhensigtsmæssigt udformede proteser kan dog hos nogle patienter forøge risikoen for fortsat parodontal destruktion og i sidste ende tab af tænder.

Gotfredsen K, Rimborg S, Stavropoulos A. Efficacy and risks of removable partial prosthesis in periodontitis patients: A systematic review. J Clin Periodontol 2021. Tilgængelig fra: URL: https://doi.org/10. 1111/jcpe.13519 [Online ahead of print].