Parodontal regeneration er en forudsigelig behandling – også hos ældre
Ny japansk undersøgelse tyder på, at patienternes alder ikke er nogen hindring for parodontal regeneration
Parodontal regeneration med fx membran eller emaljematrixprotein (EMD) er efterhånden blevet en standardbehandling ved intraossøse pocher og inkomplette furkaturinvolveringer, og en ny japansk undersøgelse tyder på, at patienternes alder ikke er nogen hindring for et vellykket resultat af behandlingen.
Patienternes alder ikke er nogen hindring for et vellykket resultat af behandlingen
151 patienter med en gennemsnitsalder på 56 år, heraf 31 over 65 år, indgik i studiet. Der blev udført regenerativ kirurgi med EMD på i alt 253 parodontale defekter, heraf 44 furkaturinvolveringer. Patienterne blev undersøgt klinisk og radiologisk ved forsøgets start samt efter et og tre år. Patienterne fik professionel tandrensning og støttebehandling hver måned de første seks måneder og hver tredje måned igennem resten af forløbet.
Gennemsnitsværdierne for pochedybde, fæstetab og radiologisk knogletab var ved forsøgets start henholdsvis 6,14 mm, 7,22 mm og 5,08 mm. Der blev fundet signifikante forbedringer af alle tre parametre efter både et og tre år (pochedybde 2,84 mm og 2,87 mm; fæstetab 2,40 mm og 2,47 mm; knogletab 1,76 mm og 2,39 mm).
Efter et år viste multivariat analyse en negativ sammenhæng mellem alder og pochereduktion samt mellem alder og fæstegevinst; men denne sammenhæng var ikke længere til stede efter tre år.
Mikami R, Mizutani K, Shioyama H et al. Influence of aging on periodontal regenerative therapy using enamel matrix derivative: A 3-year prospective cohort study. J Clin Periodontol 2022;49:123-33.