Fiksation og beslibning af mobile tænder har begrænset effekt

Tænder, som er løse af anden eller tredje grad, forekommer ofte hos patienter med parodontitis stadium III og IV. To klassiske indgreb til afhjælpning af denne gene er fiksation og okklusal beslibning. Ifølge en ny systematisk oversigt, som tyske og schweiziske forskere har udarbejdet, er det dog usikkert, om disse tiltag har nogen væsentlig effekt på problemet. 

Området er temmelig dårligt belyst, idet der kun blev fundet to studier om fiksation og tre studier om beslibning, der levede op til inklusionskriterierne. Studierne om fiksation kunne følge i alt 72 patienter og 311 tænder i mindst to år, mens der indgik i alt 225 patienter og 1.974 tænder i studierne om beslibning. Fiksation blev udført med adhæsive materialer og under hensyntagen til mulighed for opretholdelse af optimal mundhygiejne. Studierne om beslibning var alle af ældre dato, og der blev efter den tids kriterier udført gennemgribende okklusal beslibning i hele tandsættet. 

Tandtabet efter to år udgjorde 8,4 % for fikserede tænder og 10,1 % for ikkefikserede, og forskellen var ikke signifikant. Der blev ikke konstateret skadevirkninger som følge af fiksationen. Okklusal beslibning havde en beskeden positiv effekt på det kliniske fæsteniveau, men påvirkede ikke pochedybde eller løsningsgrad. Forfatterne konkluderer, at fiksation kan være et relevant tilbud til patienter, som har forringet tyggeevne som følge af mobile tænder, og at okklusal beslibning kan foretages lokalt på tænder, som er udsat for traumatisk okklusion.