Internationalt forskningsnyt:

Odontologisk screening før hjertekirurgi

Den odontologiske screening inden hjertekirurgiske indgreb lever ikke altid op til retningslinjens anbefalinger. Det afslører en audit, som medarbejdere ved tandplejesektionen på University Hospital Bristol har gennemført.

Biohjerteklap

Ved visse typer af hjertekirurgiske indgreb er der forøget risiko for udvikling af infektiøs endocarditis som følge af odontologiske sygdomme eller behandlinger. Patienter med medfødte hjertesygdomme er blandt de særligt udsatte patientgrupper, og man har derfor i den sydvestlige del af Storbritannien udarbejdet en retningslinje for disse patienters tandpleje. En audit, som medarbejdere ved tandplejesektionen på University Hospital Bristol har gennemført, afslører imidlertid, at den odontologiske screening inden hjertekirurgiske indgreb ikke altid lever op til retningslinjens anbefalinger.

Auditten omfattede 50 konsekutive journaler på patienter, der var skrevet op til hjertekirurgi (typisk indsættelse af hjerteklapproteser). Formålet med auditten var at vurdere, om patienterne var i risikogruppe for caries og parodontitis eller udviste risikofaktorer for disse sygdomme. Auditten viste, at tre fjerdedele af patienterne havde tandsygdomme, der krævede invasive indgreb, mere end en fjerdedel havde høj risiko for endocarditis, og en tredjedel havde ikke nogen fast tandlæge.

På baggrund af auditten udarbejdede forfatterne et standardskema på to sider, som skal udfyldes inden hjertekirurgiske indgreb på hospitalet, og som sikrer, at alle relevante odontologiske oplysninger bliver registreret, og at patienterne både før og efter behandlingen får den nødvendige tandpleje. 

Allen G, Brooke A. Devising a pro forma for dental screening of patients before invasive cardiac surgery. Br Dent J 2022;232:151-4. SOUTH WALES AND SOUTH WEST CONGENITAL HEART DISEASE NETWORK. Oral and Dental Care for Adults with Congenital Heart Disease 2019. (Set April 2022). Tilgængelig fra: URL: https://www.swswchd.co.uk/image/page/ental%20Pathways%20for%20Adults%20with%20Congenital%20Heart%20Disease%20FINAL%2020200127.pdf 

Kommentar

Professor, overlæge, dr.med., ph.d. Peter Riis Hansen, Hjertemedicinsk afdeling, Herlev og Gentofte Hospital

– Odontologisk behandling før hjertekirurgi er præget af sparsom evidens samt varierende international og lokal praksis. Hjerteklapkirurgi giver betydelig risiko for infektiøs endocarditis (IE), som medfører høj morbiditet og mortalitet. En del IE-tilfælde skyldes orale streptokokker, hvorfor sanering af infektiøse tandfoci før (eller efter) hjerteklapkirurgi anbefales hos patienter med IE eller med høj risiko herfor, dvs. tidligere IE, kunstig hjerteklap eller hjerteklapplastik, ukorrigeret cyanotisk medfødt hjertelidelse eller rest-shunt efter lukning af huller i hjertet. Der foreligger dog ikke randomiserede forsøg, ligesom fjernelse af tænder er et betydeligt traume, der ikke fjerner andre og ofte samtidige risikofaktorer for IE, fx i.v.-misbrug, diabetes og anden komorbiditet. Den spinkle evidens gælder desuden anbefalingen af antibiotikaprofylakse ved tandindgreb hos disse patienter. Regelmæssig tandpleje og god mundhygiejne er dog vigtige mhp. at forebygge IE, og der er enighed om, at det odontologiske tilsyn før hjerteklapkirurgi også bør benyttes til at understrege dette. Den refererede undersøgelse af journaler fra britiske patienter, som ventede på hjertekirurgi, tyder på, at risikovurdering og fremadrettet forebyggelse af IE her kan forbedres. Sådanne standardskemaer bruges ikke i Danmark, og de ændrer næppe på strukturelle barrierer i forhold til tandbehandlingen, fx social ulighed, brugerbetaling og begrænset tværfaglighed, eller på det store behov for randomiserede forsøg mhp. værdien af tandsanering før hjerteklapkirurgi.

DANSK CARDIOLOGISK SELSKAB. Håndtering af potentielle infektiøse tandfoci i forbindelse med hjerteklap-intervention (kirurgi eller kateterbehandling). Holdningspapir. Dansk Cardiologisk Selskab 2019. (Set 2022 april). Tilgængelig fra: URL: https://www.cardio.dk/handtering-af-potentielle-infektiose-tandfoci-i-forbindelse-med-hjerteklap-intervention-kirurgi-eller-kateter-behandling