Ny viden:

Ingen brugbare alternativer til histologisk undersøgelse af biopsier ved diagnostik af oral cancer

Ingen metoder kan på nuværende tidspunkt anbefales til at erstatte histologisk bedømmelse, men cytologisk undersøgelse synes at have det bedste potentiale, konkluderer forskerne på baggrund af en ny metaanalyse.

Biopsi

I mange år har standardmetoden til diagnostik af oral cancer været histologisk undersøgelse af biopsier. Mange patienter finder imidlertid, at biopsitagningen er ubehagelig, og desuden går der i bedste fald nogle dage, før resultatet af undersøgelsen foreligger. Der er derfor udviklet en række mindre invasive testmetoder, der hurtigt kan give et svar. Men ifølge en ny Cochrane-analyse kan ingen af disse metoder aktuelt erstatte den traditionelle histologiske undersøgelse. 

Ved cytologisk undersøgelse fandt man en sensitivitet på 90 % og en specificitet på 94 %

I metaanalysen indgår 79 sammenligninger, hvor præcisionen af oral cytologi (24 datasæt), oral spektroskopi (24 datasæt), vitalfarvning (22 datasæt) eller to af disse samtidig (ni datasæt) bedømmes med histologisk undersøgelse som ”facitliste”. Ved cytologisk undersøgelse fandt man en sensitivitet på 90 % og en specificitet på 94 %. Ved oral spektroskopi var sensitiviteten 87 % og specificiteten 50 %, og ved vitalfarvning var sensitiviteten 86 % og specificiteten 68 %. 

Forfatterne konkluderer, at ingen af de omtalte metoder på nuværende tidspunkt kan anbefales til at erstatte histologisk bedømmelse, men at cytologisk undersøgelse synes at have det bedste potentiale. 

Analysen er efterfølgende blevet vurderet af en britisk forskergruppe, som er enig i konklusionen, men beklager, at analyser af blod- og spytprøver ikke er omtalt i Cochrane-rapporten. De påpeger, at netop disse to metoder på sigt har størst chance for at kunne erstatte den histologiske undersøgelse ved diagnostik af oral cancer.

Walsh T, Macey R, Kerr AR et al. Diagnostic tests for oral cancer and potentially malignant disorders in patients presenting with clinically evident lesions. Cochrane Database Syst Rev 2021;7:CD010276.

Chasma F, King RP, Ker SY. Are there diagnostic alternatives to histopathology in detecting oral cancer? Evid Based Dent 2022;23:24-5.