Svækket lungefunktion ved fremskreden parodontitis
Svenske og norske forskere har undersøgt sammenhængen mellem parodontitis og lungefunktion i forbindelse med en befolkningsundersøgelse i Malmö-området, og det tyder på, at lungefunktionen svækkes i takt med, at en persons parodontitis udvikler sig.
Ny forskning tyder på, at lungefunktionen svækkes i takt med, at en persons parodontitis udvikler sig.
Svenske og norske forskere har undersøgt sammenhængen mellem parodontitis og lungefunktion i forbindelse med en befolkningsundersøgelse i Malmö-området. 1.021 personer med en gennemsnitsalder på 44,5 år deltog i studiet. 7 % af deltagerne havde svær parodontitis, 28 % havde moderat parodontitis, og de sidste 65 % var parodontalt sunde eller havde lette sygdomstegn.
Lungefunktionen blev bedømt ved hjælp af spirometri, hvor man måler, hvor meget luft en person kan puste ud efter en maksimal indånding. Mængden registreres både efter et sekund (FEV1) og efter en fuld udånding (FVC).
Både FEV1 og FCV faldt med stigende sværhedsgrad af parodontitis. Bl.a. var FEV1 3,6 % lavere hos patienter med svær parodontitis. Der blev påvist signifikant negativ sammenhæng mellem lungefunktion og svær parodontitis efter korrektion for alder, køn, rygning, BMI, diabetes og uddannelsesniveau.
Ifølge projektets leder, Anders Røsland (Universitetet i Bergen), kan den nedsatte lungefunktion skyldes inflammation i luftvejene efter inhalation af plakbakterier fra mundhulen. Røsland påpeger, at årsagsforholdene stadig er uafklarede, og at man endnu ikke ved, om parodontalbehandling og forbedret mundhygiejne kan medvirke til at genoprette lungefunktionen hos disse patienter.
Røsland A. The association between periodontitis and pulmonary function based on The Malmö Offspring Dental Study (MODS). Præsenteret på EuroPerio10 i København, den 17. juni 2022.