En børnetandpleje i verdensklasse

1897: Spæde spadestik omkring århundredeskiftet

I 1897 blev den første undersøgelse af tandsundheden blandt danske børn offentliggjort. 10.000 børn var med, og der blev fundet caries hos 92 % af drengene og 95 % af pigerne. Samtidig blev fluorskylning som forebyggende middel for første gang præsenteret. Landets første skoletandplejeklinik blev oprettet i Svendborg i 1896 af tandlæge Marius Kiær, en ildsjæl, der i 10 år arbejdede vederlagsfrit. Det er dog først i 1909, at den første kommunale børnetandpleje åbnede i Esbjerg og året efter på Frederiksberg. I 1910 opstod også Dansk Børnetandpleje Forening, som allerede i 1913 anmodede Folketinget om, at der var behov for at undersøge børns tænder. Resultaterne var alarmerende, og Dansk Børnetandpleje Forening anbefalede i 1918, at der skulle indføres børnetandpleje for alle børn. Det førte til, at mange af de større byer oprettede kommunale skoletandplejer, hvilket især tog fart i 1920’erne. 

1960'erne: Ulighed blandt børnene

I 1960’erne blev fluor tilsat i tandpasta, hvilket havde en stor forebyggende effekt, men det krævede naturligvis, at børnene børstede tænder og fik vist, hvordan man gjorde. Fra 1920’erne og frem til 1972 var børns bopæl afgørende for deres tandsundhed. I kommunerne uden børnetandpleje var det langtfra alle børn, der fik børstet tænder hver dag, og deres tandsundhed var meget dårlig. I 1966 blev det skønnet, at halvdelen af landets 600.000 skolebørn var under børnetandpleje, og ønsket om, at der skulle være ligestilling blandt alle landets børn, voksede.

Foto: MOGENS FALK-SØRENSEN, STADSARKIVETS FOTOGRAFISKE ATELIER, KBHBILLEDER.DK

1971-1972: Et enigt Folketing

I 1971 fremsatte indenrigsminister H.C. Toft et lovforslag til Folketinget om indførelse af en kommunal tandplejeordning for alle skolebørn i landet. Kommunerne blev pålagt at afholde udgifterne til tandplejen selv, indrette klinikker og ansætte tandlæger og hjælpepersonale. Da det var en stor opgave, kunne amtsrådet i særlige tilfælde og i en tidsbegrænset periode fritage kommunerne og i stedet lade dem overlade opgaven til privatpraktiserende tandlæger. Loven blev vedtaget af et enstemmigt Folketing og trådte i kraft den 1. august 1972.

Det verdenskendte SCOR-system

Med den kommunale børnetandplejes etablering fulgte også SCOR-systemet (Sundhedsstyrelsens Centrale Odontologiske Registrering), som skulle sikre klar dokumentation for effekten af børnetandplejen. Informationerne blev skrevet på blanketter, der efterfølgende blev aflæst af EDB-maskiner. 

– Systemet blev faktisk udviklet i kostalden på landet. Bønderne fandt ud af, at de blev nødt til at registrere og analysere mælkeproduktionen på en hurtig og effektiv måde. Det system overtog tandlægerne, hvor det blev udviklet til tænder. Det var faktisk Landbrugets EDB-Central, kaldet LEC, der stod for analyserne af tandlægernes tal i starten, fortæller Erik Friis-Hasché. I løbet af året udfyldte tandlægerne blanketter, der blev sendt til læsning lige før jul. Hver kommune fik sine egne tal og kunne sammenligne med landsresultatet. 

– SCOR-systemet var genialt, og det var det, der gjorde, at vi hele tiden kunne optimere på de områder, der krævede særlige indsatser. Det har været med til at udvikle os og vise, hvor godt det gik, og hvor meget sundhed børnetandplejen egentlig skabte. Samtidig var det et vigtigt element til at vise politikerne, at forebyggelse virkede, siger Gerd Bangsbo, mens Lene Esmark også fortæller, at systemet var med til at engagere og begejstre alle medarbejdere på en helt ny måde. 

– Registreringssystemet var exceptionelt og en kæmpe gevinst for hele systemet. Vi er nærmest verdensberømte for det, og det har inspireret mange andre lande, siger Erik Friis Hasché.

Foto: ERIK FRIIS-HASCHÉ

Unge ildsjæle i provinsen

Implementeringen af loven betød, at mange landkommuner nu skulle etablere tandplejeklinikker. Gerd Bangsbo blev uddannet tandlæge i 1973 og som 28-årig ansat som klinikchef i Støvring, hvor hun skulle stå for at starte den kommunale børnetandpleje. Hun, og mange andre unge tandlæger, der var uddannet i København, valgte at flytte til provinsen for at få børnetandplejen op at køre i de små kommuner. 

– Vi havde en pionerånd, hvor vi gerne ville være med til at starte det her op. Vi mødtes uden for arbejdstid i weekender, hvor vi på privat initiativ snakkede forebyggelse. Vi var vitterligt dedikerede og meget passionerede omkring vores arbejde, og der var en grundlæggende følelse af, at her skulle vi virkelig gøre en forskel for børnene, fortæller Gerd Bangsbo. De etablerede netværker for klinikcheferne i de forskellige amter, hvor der blev udvekslet erfaringer, som kunne bruges kommunerne imellem. 

– Der var ikke en manual for, hvordan man etablerede en kommunal tandpleje, men jeg vidste, der skulle lægges vægt på forebyggelse, eftersom ordningen i loven var anført som opsøgende, forebyggende og endelig behandlende tandpleje, siger Gerd Bangsbo.

En ny undervisende tilgang

I børnetandplejens lovtekst var der direkte anført, at forebyggelse og sundhedsfremme skulle omfatte motivation, information og instruktion. Der blev via Hygiejnekomitéen i Tandlægeforeningen udviklet AV-serier til undervisning i skolen, og også forældre blev informeret om vigtigheden af tandbørstning. 

– Jeg lavede et profylakseprogram, hvor jeg tog med skolelægen rundt til forældremøder og prøvede at undervise og motivere forældrene til at passe på tænderne, siger Gerd Bangsbo. 

Forebyggelsen indebar også, at børnene fik fluorskylning i skolerne, og at der blev delt sæt med tandpasta og tandbørste ud på skolen.

Foto: ERIK FRIIS-HASCHÉ

1972: København inddrager småbørn

I København havde børnetandplejeordningen været fuldt etableret gennem flere årtier, og derfor valgte kommunen i 1972 at udbygge tandplejen i byen til også at omfatte småbørn. Der blev etableret centralklinikker i byen, blandt andet i Adelgade, hvor Lene Esmark blev afdelingstandlæge. 

– Det var helt klart, at småbørnene også skulle med, for at vi kunne sænke niveauet af caries. Resultatet af en tidligere forsøgsordning viste, at de børn, der ikke havde været indkaldt som små, fik lavet dobbelt så mange fyldninger og fik trukket ni gange så mange tænder ud ved skolestart, fortæller Lene Esmark. Behandlingsmetoderne bliver også ændret og tilpasset tiden. 

– Før brugte vi fx kobberamalgam, som vi varmede op i reagensglas, og børnene blev helbedøvet med æter. Der lugtede kraftigt af æter på hele klinikken, men vi luftede bare ud. Dengang var der ikke noget, der hed Arbejdstilsynet. Vi behandlede også caries på de små børn ved at pensle med sølvnitrat, der gjorde tænderne sorte. Det ville jo aldrig gå i dag, siger Lene Esmark. 

1972: Tandplejeruddannelsen oprettes 

I 1972 blev der oprettet en tandplejeruddannelse. Tanken var, at tandplejerne skulle varetage undervisningen af børn og forældre og dermed lette arbejdet for tandlægerne og samtidig spare samfundet for den langt dyrere tandlægeuddannelse. 

– Hvor man før havde 500 børn pr. tandlæge, så er man nok oppe på 2.000 i dag, hvilket kan lade sig gøre, fordi nogle af opgaverne bliver delegeret til klinikassistenter og tandplejere. Det har været vigtigt, at den opgavefordeling skete, så andre faggrupper er blevet uddannet til at overtage dem, fortæller Gerd Bangsbo.

Pædagogiske redskaber tages i brug

Da loven blev implementeret, gjorde de kommunale børnetandplejer meget ud af at arbejde pædagogisk, så børnene blev trygge. Tidligere havde tandlægebesøg for børn været lig med angst. 

– Dengang jeg gik til tandlæge som barn i 1950’erne, var der slet ikke den form for pædagogik, som vi senere fik indført. Der blev talt hen over hovedet på os, og jeg kan huske, at man kunne mærke det i kroppen flere dage i forvejen, hvis man skulle til tandlæge, fortæller Lene Esmark. 

Der blev taget nye metoder i brug, som udover at have en meget pædagogisk tilgang til børnene også indebar, at nogle klinikker fx blev malet i pastelfarver, og personalet var klædt i farverige kitler. Nødvendigheden af at undervise tandlægerne i arbejdet med børnene gjorde, at sundhedspædagogik og sundhedspsykologi blev udbygget til væsentlige elementer i studenterundervisningen i pædodonti på Tandlægeskolen i København.

GEBISSET ”SOFUS” FRA BEGYNDELSEN AF 1970’ERNE BLEV BRUGT TIL UNDERVISNING I SKOLERNE.

Foto: STENO MUSEET, AARHUS UNIVERSITET

1977: Førskolebørn bliver inkluderet

Loven blev revideret i 1977, så de mindre førskolebørn skulle inddrages fra 1981. Tandlægerne havde længe ønsket, at alle børn blev inkluderet i ordningen, da den manglende forebyggelse hos små børn viste sig, når børnene kom i skole. 

– I slutningen af 1970’erne lavede jeg en helprotese i overmunden på en 12-­årig pige, hvor ikke en eneste tand kunne reddes, giver Gerd Bangsbo som eksempel.

Foto: MORTEN NILSSON

1980'erne: Undervisningsmaterialer på flere sprog

I 1980’erne flyttede flere indvandrere til Danmark, og undersøgelser viste, at denne gruppe af børn havde langt flere huller end etnisk danske børn. I 1985 gik Frederiksberg Kommunale Børnetandpleje og Tandlægeforeningens Hygiejnekomité sammen om at producere tilkaldekort og brochurer på serbokroatisk, tyrkisk, urdu og arabisk. 

– Vi fandt ud af, at det både var sprog, men også kulturen, der var en udfordring. Mange indvandrere havde den holdning, som vi netop også havde haft i Danmark i mange år, at mælketænder alligevel faldt ud. Derfor lavede vi en masse materiale, bl.a. også en film, der blev oversat til 17 sprog, og det kunne vi se hjalp, fortæller Lene Esmark. 

1980'erne: Undervisningsmaterialer på flere sprog

I 1980’erne flyttede flere indvandrere til Danmark, og undersøgelser viste, at denne gruppe af børn havde langt flere huller end etnisk danske børn. I 1985 gik Frederiksberg Kommunale Børnetandpleje og Tandlægeforeningens Hygiejnekomité sammen om at producere tilkaldekort og brochurer på serbokroatisk, tyrkisk, urdu og arabisk. 

– Vi fandt ud af, at det både var sprog, men også kulturen, der var en udfordring. Mange indvandrere havde den holdning, som vi netop også havde haft i Danmark i mange år, at mælketænder alligevel faldt ud. Derfor lavede vi en masse materiale, bl.a. også en film, der blev oversat til 17 sprog, og det kunne vi se hjalp, fortæller Lene Esmark. 

1980'erne: Undervisningsmaterialer på flere sprog

I 1980’erne flyttede flere indvandrere til Danmark, og undersøgelser viste, at denne gruppe af børn havde langt flere huller end etnisk danske børn. I 1985 gik Frederiksberg Kommunale Børnetandpleje og Tandlægeforeningens Hygiejnekomité sammen om at producere tilkaldekort og brochurer på serbokroatisk, tyrkisk, urdu og arabisk. 

– Vi fandt ud af, at det både var sprog, men også kulturen, der var en udfordring. Mange indvandrere havde den holdning, som vi netop også havde haft i Danmark i mange år, at mælketænder alligevel faldt ud. Derfor lavede vi en masse materiale, bl.a. også en film, der blev oversat til 17 sprog, og det kunne vi se hjalp, fortæller Lene Esmark.