Kæbe- og ansigtsvækst over tid

Dentoalveolær udvikling er en kompleks biologisk proces, som pågår kontinuerligt gennem hele livet. Tidligere har man anset kæberne for at være fuldt udvoksede, når en person ikke vokser mere i højden – dvs. når epifysen og diafysen i radiusknogle og albueknogle er forbundet. 

Senere studier har dog vist, at kæberne fortsætter med at vokse betydeligt længere. Det bør der tages hensyn til, både når det gælder planlægning af ortognatkirurgi, behandling med implantater, ortodontisk behandling og recidivrisiko efter de nævnte behandlingstyper.

1. Studier dokumenterer kæbevækst hele livet

Studierne omfatter alene individer med neutralt bid (Angle Klasse 1) og tidligere behandlede for distal okklusion (Angle Klasse II). Det havde været ønskværdigt, hvis der havde været studier med langtidsopfølgning af individer med mesiale sagittale afvigelser (Angle Klasse III), men sådanne studier findes ikke endnu. Ofte regner man dog med, at underkæben hos individer med mandibulær prognati – især drenge/mænd – vokser betydeligt efter 20-årsalderen. 

Allerede i 1985 fandt et studie, at halvdelen i en undersøgt population viste skelettal vækst, efter de var fyldt 25 år. 24 % efter det fyldte 30. leveår, 9 % efter 35. leveår og 4 % efter 40. leveår (1). I 2008 sammenlignede et studie profilrøntgen af personer taget, da de var hhv. 17, 47 og 57 år. Resultaterne viste tydeligt, at den kraniofaciale vækst ikke slutter ved pubertetens afslutning. Væksten fortsætter endda fra det 47. til 57. år (ældste gruppe i undersøgelsen). Kvinder viste sig i gennemsnit at have mere vertikal vækst i underkæben med mere posterior rotation end mændene, som til gengæld viste en mere fremadrettet vækst, hvilket giver en mere prominent hage (2). 

En artikel fra 2009 offentliggjorde resultaterne fra et studie, hvor man fulgte udviklingen af tandbuerne samt tanderuption hos 436 personer, som ikke havde fået ortodontisk behandling. Registreringerne fandt sted ved hhv. fem-, syv-, 10-, 13-, 16- og 31-årsalderen. Studiet blev udført på gipsmodeller og viste, at der forekommer kontinuerlige forandringer i kæberne i alle aldre. Forandringer sker både transversalt og sagittalt. Selv den palatinale højde øges med 1,5-2 mm fra 16-31-årsalderen. Artiklens forfatter forklarer det som en langsom kontinuerlig tanderuption, som langsomt aftager i hastighed gennem livet. De kliniske effekter heraf kan man se, når implantatstøttede kroner eller ankyloserede tænder efterhånden bliver kortere end nabotænderne.

2. Samme vækstmønster over tid

Også en artikel fra 2015 med resultaterne af en langtidsopfølgning af 14 patienter med distal okklusion behandlet med Herbstapparatur viste relativt store forandringer i de skeletale og dentoalveolære cefalometriske variabler – ikke mindst mellem deres 20. og 45. leveår. To af patienterne havde fået ekstraktioner og behandling med fast apparatur som en del af Herbst-behandlingen. De øvrige 12 havde ikke fået nogen anden ortodontisk behandling. 10 af patienterne havde haft en kort tid med retention, og fire havde ikke fået nogen retentionsbehandling. 

Materialet til undersøgelsen var ekstraorale fotos, studiemodeller, panoramarøntgen og profilrøntgen før behandlingen, umiddelbart efter behandlingen, seks år efter behandlingen og hele 32 år efter behandlingen. Patienterne var hhv. 11-13 år, 13-15 år, 19-22 år og 44-48 år ved de respektive registreringer. Kraniofacial vækst sås mellem alle målingerne. De kraniofaciale vækstretninger var forskellige fra patient til patient, men vækstmønstret hos den enkelte patient var det samme under hele opfølgningsperioden.

3. Tag altid højde for yderligere kæbevækst 

Håndledsrøntgen eller måling af højde er ikke nogen god metode til at se, hvordan kæbe- og ansigtsvæksten udvikler sig hos et enkeltindivid. At evaluere vækstens afslutning ved hjælp af håndledsrøntgen er ikke pålideligt, da kontinuert vækst vil forekomme. 

Behandlingsplaner indenfor ortodonti og implantologi må altid tage højde for, at der kan forekomme yderligere kæbe- og ansigtsvækst. Hos den enkelte patient vil vækstmønstret være stort set det samme, som man har kunnet se på tidligere profilrøntgenbilleder – hvis sådanne findes, men den individuelle variation er stor, og således vil alle prognoser for fremtidig vækst være forbundet med en usikkerhed.