Det er de døde selv, der viser vejen

I en plantage i det nordlige Jylland er et mindre rehabiliteringshjem for udsatte borgere brændt ned til grunden. De indledende tekniske undersøgelser peger på en eksplosion i en gasinstallation som årsag, men det er ikke endeligt fastslået. Det, der derimod ligger fast, er, at branden har kostet 16 mennesker livet. 14 voksne og to børn er døde i flammerne. Deres kroppe er blevet bjærget fra brandtomten, men de er i en sådan forfatning, at de ikke kan identificeres og skelnes fra hinanden. Lige nu er de mennesker uden identitet. Uden navn, alder og tilhørsforhold. 

Det er det fiktive kursusscenarie, der en sommerdag i august møder de 16 tandlæger, der er mødt op på Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet for at deltage i International Disaster Victim Identification-kursus. Godt halvdelen af deltagerne er danske. Resten er rejst til Aarhus fra Tyskland, Holland, Belgien, Schweiz og Skandinavien. Det er ikke unormalt, at deltagerne kommer langvejsfra. Kurset er et af få, der er anerkendt af IOFOS – International Organization for FORENSIC ODONTO-STOMATOLOGY. Det bliver udbudt med 1-2 års mellemrum, og pga. dets intensive og praktiske ”hands on”-forløb er der et begrænset antal pladser på hvert hold. 

For deltagerne er kurset i Aarhus et afgørende skridt ind i arbejdet med retsodontologien. Fem lange og intense arbejdsdage, der skal klæde dem på til at udføre det vigtige identifikationsarbejde, der skal til, når mennesker dør under omstændigheder, som gør det umuligt for myndighederne at afgøre, hvem de var, mens de endnu var i live.

Det er mennesker, der dør i naturkatastrofer, under terrorangreb, under mistænkelige forhold – eller som her i kursets fiktive scenarie – under en voldsom brand i en jysk plantage.

En vanskelig opgave
De 16 kursusdeltagere får udleveret kursusmateriale, der illuderer 16 retsodontologiske post mortem-obduktioner og et antal tandlægejournaler på mulige savnede. Nu er det kursisternes opgave at matche de profiler, der træder frem på siderne i de to forskellige sæt rapporter, og finde ud af, hvem der er hvem. 

– Det slog mig med det samme, at to af de afdøde i scenariet var børn. Jeg tænkte, at det var godt tænkt, fordi børn typisk har fået meget få indgreb, hvis overhovedet nogen. Der er ingen fyldninger i et mælketandsæt, så der skal man virkelig tænke sig om og være opmærksom på andre og mindre åbenlyse ting som tandstilling og mulige medfødte kendetegn. Det er en vanskelig opgave, siger Pia Chejdysz Jensen, en af deltagerne på kurset. 

– Men netop det, at der er børn involveret, gør også indtryk, og gør det om muligt endnu mere klart, hvor vigtig identifikationsopgaven er. Og hvor væsentligt det er, at vi laver de rigtige match, fortsætter hun. 

Samspil med andre fagligheder
Pia Chejdysz Jensen er privatpraktiserende tandlæge med egen klinik. Hun har flere gange tidligere assisteret i en retsodontologisk obduktion, men vil gerne arbejde videre inden for feltet, og derfor har hun tilmeldt sig kurset i Aarhus. 

– Jeg har aldrig oplevet døden som et tabu eller døde mennesker som skræmmende. Tværtimod har jeg siden studietiden været optaget af retsodontologien og det, at vores fag kan bruges i de her sammenhænge og i samspil med andre fagligheder – politi, retsmedicinere, antropologer, siger hun. 

– Det, der betyder noget for mig, er, at vores arbejde kan være med til at gøre en stor forskel i forhold til at skaffe de pårørende vished og give dem mulighed for at få en form for afslutning. Det er meget meningsfuldt for mig at kunne bidrage til den proces. 

Krav på respekt
Det er en indstilling, som Pia Chejdysz Jensen deler med flere af de andre kursusdeltagere. 

Jan Tagesen, der er specialtandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi og afdelingstandlæge ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet, har ligesom Pia Jensen gjort sig nogle enkelte erfaringer med retsodontologiske undersøgelser. Og som ung studerende har han før deltaget i obduktioner. Døden er altså ikke fremmed for ham. Alligevel gør arbejdet med de døde altid indtryk. 

– Jeg synes altid, man lige skal gøre sig klar, inden man træder ind i et lokale til en afdød. Det handler ikke om at forberede sig på noget ubehageligt. Det handler om at være sig den respekt, den døde har krav på, bevidst, siger han. 

Unik mulighed for praktisk erfaring
Der er da heller ikke nogen af de 16 deltagere, der så meget som ryster på hånden, da kurset i Aarhus skifter karakter, og øvelserne går fra at matche tandprofiler ved hjælp af et højt specialiseret softwareprogram til egentlige kliniske obduktioner på såkaldte biologiske præparater. 

I et af obduktionslokalerne på Institut for Retsmedicin præsenteres de fremmødte tandlæger for menneskedele, der giver dem mulighed for at prøve kræfter med de særlige teknikker, som hører til den retsodontologiske praksis. De går til opgaven med stor respekt. Og faktisk også med stor taknemmelighed.

– De mennesker, der har doneret deres kroppe til videnskaben, giver os en unik mulighed for at arbejde praktisk med feltet frem for kun teoretisk, siger Heike Schirrmacher, der er afdelingstandlæge ved det danske forsvar og deltager i kurset i Aarhus for fremover at kunne hjælpe til med identifikationsarbejdet i forbindelse med opgaver, som også danske soldater udsendes til. 

– Det aftvinger stor respekt. For mig er det den følelse, der fylder mest, når jeg træder ind i et obduktionslokale. Der er intet skræmmende ved det. Ens fag tager over, og det vigtigste bliver at udføre undersøgelserne så præcist, korrekt og faktisk også skånsomt som overhovedet muligt. Præcis som man ville gøre med en levende patient, fortsætter hun. 

Jan Tagesen er enig. 

– Det er en gave, de her mennesker har givet os, som giver os mulighed for at blive skarpe på de praktiske greb. Det er jeg meget taknemmelig for. 

Et lavmælt tak
Faktisk er det sådan, at flere af deltagerne på kurset ligefrem kan finde på at sige en lavmælt ”tak”, når de står over de biologiske præparater efter at have afsluttet en undersøgelse og har dækket det pænt til med hvidt klæde, fortæller retsodontolog, professor og specialtandlæge Dorthe Arenholt Bindslev. Hun er ansvarlig for kurset i Aarhus og leder af det danske retsodontologiske identifkationsberedskab. 

– Kursisterne er meget bevidste om, at de praktiske øvelser er afgørende for, hvor godt de vil være i stand til at løfte fremtidige identifikationsopgaver, siger hun. For selv om tandlægefagligheden er den samme, så er der afgørende forskelle på arbejdet med levende og døde patienter. 

 – I det store hele er der tale om en rutinemæssig tandundersøgelse, men omstændighederne er bare helt anderledes end med en levende patient. Det er klart, at døde mennesker ikke kan dreje deres hoveder, gabe op og hjælpe til i processen. Derfor kan det være nødvendigt at tage kirurgiske teknikker i brug, forklarer Dorthe Arenholt Bindslev. 

– Og det er netop teknikker til, hvordan man skaffer sig adgang, og hvilke instrumenter og metoder man anvender, som kurset handler om. 

Røntgenapparat fra Star Wars 
Blandt andet råder den retsodontologiske praksis over et håndholdt røntgenapparat, der med Dorthe Bindslevs egne ord mest af alt ligner ”noget fra Star Wars”. I modsætning til et stationært røntgenapparat kan det håndholdte bevæges rundt om den dødes hoved for at sikre de rigtige vinkler og optagelser af tænder og kæber. 

– Til tider har vi brug for at skabe adgang for at lave de nødvendige undersøgelser på anden vis, end hvis vi havde med levende patienter at gøre. Det kan fx være nødvendigt at tage kirurgiske teknikker i brug. Der findes desuden instrumenter til at holde munden åben på samme måde, som hos patienter, der opereres i munden i narkose. Pointen er, at vi bestræber os på at foretage så minimale og skånsomme indgreb som muligt, selvom betingelserne er anderledes. 

Skabe orden i kaos
Den nænsomhed, der synes at være indlejret i den retsodontologiske praksis, og som også er en vigtig del af undervisningen på kurset i Aarhus, handler selvfølgelig om, at det er mennesker, det drejer sig om. Men der synes også at være noget andet på spil. 

– Når retsodontologerne bliver tilkaldt, er der ofte tale om de værst tænkelige scenarier. Om dødshændelser, til tider meget voldsomme, hvor kroppen er blevet ødelagt i den videste forstand. Det er tragiske og dramatiske situationer, både for dem, der er gået bort, og for dem, de efterlader, fortæller Dorthe Arenholt Bindslev, der gennem sin karriere har været involveret i talrige identifikationer, også internationalt. Heriblandt i Thailand efter tsunamien, der i 2004 kostede over 200.000 mennesker livet i Sydøstasien. 

– Det giver en stor menneskelig og faglig tilfredsstillelse at kunne hjælpe med at skabe en form for orden i det kaos, som en katastrofe eller forbrydelse har forårsaget. For de efterladtes sjælefreds skyld selvfølgelig, men også for de afdødes skyld. Det føles meget meningsfuldt at medvirke til at genskabe en orden og få det, der har været voldsomt og kaotisk, afsluttet på værdig og respektfuld vis. 

Journaler er vigtigste redskab
Når det handler om at identificere døde, er det tandlægejournalerne, der er retsodontologernes vigtigste redskab. Det er de praktiserende tandlægers omhyggelige noter – om fyldninger, kroner, rodbehandlinger, misfarvninger, medfødte karakteristika og tandstillingsforhold – der danner grundlaget for, at der kan foretages en sammenlignende undersøgelse og laves et match. Så hvad sker der, når vores tænder bliver stadigt sundere, og der rundt omkring på landets og i verdens tandlægepraksisser foretages færre indgreb, som kan journalføres? 

Man kunne godt tro, at den bedre tandsundhed er begyndelsen på enden for retsodontologien, og at myndigheder fremover vil læne sig mere op ad DNA-teknologien. Men der er faktisk ved at vokse en anden form for databank frem, som kan blive et meget vigtigt redskab for retsodontologerne, siger Dorthe Arenholt Bindslev. 

3D vinder frem
I stadigt flere praksisser anvendes i dag 3D-teknikker. Det gælder både på røntgenområdet og til overflade-fotoscanning. Cone beam CT-scanner lagrer detaljerede data om både knogle- og tandforhold. Disse data kan sammenlignes med CT-scanninger, der rutinemæssigt foretages på alle døde, der indbringes til de danske retsmedicinske institutter. Intraoral 3D-overfladescanning anvendes i stigende omfang både i privat og kommunal tandlægepraksis. Eksempelvis har 3D-fotoscanning i vidt omfang afløst aftrykstagning og gipsmodeller inden for ortodontien. 

– Der findes omkring 200 CBCT-scannere i Danmark i dag. Og udbredelsen af 3D-intraorale fotoscannere er stor. Det betyder tilsammen, at vi er godt i gang med at opbygge en kæmpe pool af digitale data, også på sunde tænder. Disse data hører til tandlægejournalen. Meget detaljerede og nuancerede data vel at mærke, der foruden tandstilling giver nøjagtig gengivelse af morfologien af de enkelte tænder. Et fantastisk sammenligningsgrundlag til vores post mortem-CT-scanning, røntgenundersøgelser og den kliniske undersøgelse, hvor vi også post mortem har inddraget intraoral 3D-fotoscanning, siger Dorthe Arenholt Bindslev. 

De digitale data er retsodontologernes nye supplerende sammenligningsgrundlag og kan på en måde sammenlignes med et meget detaljeret fingeraftryk. 

Børn er en udfordring
Men hvordan gik det så med identifikationen af de 16, der omkom i den fiktive brand i plantagen i Nordjylland? Og som de 16 tandlæger i august fik til opgave at identificere på baggrund af helt klassisk journalmateriale og state of the artsoftware. Rigtig godt faktisk. Det lykkedes kursusdeltagerne at lave 16 meget sandsynlige match. Selv de to børn, der var omkommet i flammerne, blev matchet med de formodede identiteter. Et navn, en alder og et tilhørsforhold.

– Det er selvfølgelig voldsomt at skrive et fiktivt scenarie med to døde børn frem. Men erfaringsmæssigt repræsenterer børn for de fleste den største udfordring både fagligt og følelsesmæssigt. Derfor må det aspekt nødvendigvis med, siger Dorthe Arenholt Bindslev. 

– Det er specielt hårdt hver gang, man står med et barn eller en ung, der har mistet livet under voldsomme omstændigheder, og det bliver ikke nemmere med erfaringen. Det er ulykkeligt og tragisk, hver eneste gang et ungt liv afsluttes. Det skal vi imidlertid som professionelle kunne håndtere. Vores bidrag kan være med til at sikre, at de efterladte får vished og en form for afslutning, de så må viderebearbejde, siger Dorthe Arenholt Bindslev.