Fremtidens vaccination: via mundslimhinden
Antigeneksponering via mundslimhinden er smertefri, let at administrere, meget stabil, sikker og effektiv, konkluderer italienske forskere.
Vi har efterhånden vænnet os til, at vaccination foregår ved et stik i skulderen, låret eller en anden større muskel, men vaccination via mundslimhinden indebærer faktisk en række fordele. Indgrebet er minimalt invasivt, slimhinderne er let tilgængelige, området er immunologisk veludrustet, og der er gode muligheder for at opnå et effektivt immunrespons, både lokalt og systemisk.
Indgrebet er minimalt invasivt
Italienske forskere har i en kritisk oversigt gennemgået de relevante teknologier til vaccination via mundslimhinden, typisk kinden eller det sublingvale område. En nødvendig forudsætning er, at antigenerne administreres på en sådan måde, at de adhærerer til slimhinden i tilstrækkelig lang tid. Det kan fx opnås med polymerbaserede nanopartikler, flerlagede film eller chips, liposomer og termoresponsive geler. En række studier har vist, at disse bæremidler kan sikre kontrolleret frigivelse af antigen og et sufficient immunrespons over for fx mæslinger, polio, influenza og hepatitis B. Præparaterne er stabile og lette at producere og håndtere.
Forfatterne konkluderer, at antigeneksponering via mundslimhinden er smertefri, let at administrere, meget stabil, sikker og effektiv. Vaccination via mundslimhinden er derfor en lovende og nyttig strategi til massevaccination, fx i forbindelse med pandemiske sygdomsudbrud.
Mokabari K, Iriti M, Varoni EM. Mucoadhesive vaccine delivery systems for the oral mucosa. J Dent Res 2023;102:709-18.