Detaljen:

Ansigtsanatomi

Dr. Schultes vokshoved vidner om, at der allerede i 1930'erne var fokus på, at tandlæger skal have indgående kendskab til hele ansigtets anatomi og ikke kun til tænderne.

Ansigtsanatomi voks TB12
Tekst: Nanna Fløjborg / Foto: Thomas Nielsen

I 1930’erne stod en voksmodel af et ansigt udstillet på tandlæge Dr. Schultes tandklinik i Gladbeck, Tyskland, der havde erhvervet sig modellen i forbindelse med sine studier på universitetet. Sirligt udført i voks viser modellen et ansigt i tværsnit, hvor små vener, arterier, muskler og nerver er illustreret sammen med hud, knogler, tænder og øjne. 

Der blev op igennem det forrige århundrede produceret mange af de dissekerede ansigter til brug i undervisningen på tyske universiteter, og vokshovedet vidner om, at der allerede dengang var fokus på, at tandlæger skal have indgående kendskab til hele ansigtets anatomi og ikke kun til tænderne. 

Siden Dr. Schulte blev pensioneret, har hans voksmodel været på en længere rejse. Først gik det i arv til hans søn, der skulle have været tandlæge, men som dog aldrig blev det. Efter nogle år flyttede vokshovedet videre til en ven af familien og bagefter i arv til en tysk tandtekniker. Han bragte det med til Danmark, hvor han fik arbejde, og i dag er han patient hos Freddie Sloth-Lisbjerg, tidligere formand for Tandlægeforeningen. Den tyske tandtekniker gav vokshovedet videre i gave til Freddie Sloth-Lisbjerg, som i forbindelse med Tandlægeforeningens 150-årsjubilæum i november 2023 forærede det til foreningen. I dag står Dr. Schultes voksmodel derfor i Tandlægeforeningen og minder om, at tænder altid har været en del af kroppen.