Ny forskningsmetodik afviser sammenhæng mellem parodontitis og brystcancer
I en ny forskningsrapport, der anvender en avanceret genetisk metode, har man ikke fundet nogen sammenhæng mellem parodontitis og brystcancer. En britisk forsker påpeger dog, at studiet ikke nødvendigvis har global gyldighed.
Enkelte tværsnitsstudier har tydet på en sammenhæng mellem parodontitis og brystcancer; men i en ny forskningsrapport med anvendelse af en avanceret genetisk metode har man ikke fundet nogen sammenhæng mellem de to sygdomme.
Mendelsk randomisering (MR) er en forskningsmetode, hvor man anvender genetisk variation som et naturligt eksperiment til undersøgelse af årsagssammenhæng mellem risikofaktorer og sygdomme eller sygdomsparametre. Metoden udelukker i stort omfang konfunderende faktorer, der kan sløre resultaterne i traditionelle randomiserede kontrollerede studier.
Metoden udelukker i stort omfang konfunderende faktorer
Kinesiske forskere har udnyttet data fra en finsk database for parodontitis (3.046 patienter og 195.395 kontrolpersoner) og en britisk database for brystcancer (76.192 patienter og 63.082 kontrolpersoner). I MR-analysen af brystcancer som årsag til parodontitis blev der isoleret 171 enkeltnukleotidpolymorfier, og i analysen af parodontitis som årsag til brystcancer blev der isoleret syv enkeltnukleotidpolymorfier. Begge analyser viste OR-værdier omkring 1 og P-værdier over 0,1.
Forfatterne konkluderer, at resultaterne ikke tyder på en årsagssammenhæng mellem parodontitis og brystcancer. Studiet er efterfølgende blevet gennemgået af en britisk forsker, der støtter konklusionerne, men påpeger, at studiet kun omfatter europæiske personer og dermed ikke nødvendigvis har global gyldighed.
Ding M, Zhang Z, Chen Z et al. Association between periodontitis and breast cancer: two-sample Mendelian randomization study. Clin Oral Invest 2023;27:2843-9. Murphy S. Is there an association between periodontitis and breast cancer? Evidence-Based Dentistry 2023;24:75-6.