Dansk forskningsnyt:

Kulturelt betinget ekstraktion stadig udbredt blandt unge masaier i Kenya

I et nyt studie om masaiernes tandpleje havde 61 % af deltagerne fået fjernet deres primære hjørnetænder på kulturelt betinget indikation.

Kenya
Foto: Shutterstock

Masaierne i Kenya og Tanzania er et folk, der balancerer mellem en traditionel tilværelse baseret på kvæghold og en vestligt påvirket storbylivsstil. Dette gælder også på tandplejeområdet, konkluderer et nyt studie, som forskere fra Aarhus Universitet (Institut for Odontologi og Oral Sundhed) og Aarhus Universitetshospital (Odontologisk Videncenter) har publiceret sammen med svenske og kenyanske kolleger. 

Studiet, der omfatter interview med og klinisk og mikrobiologisk undersøgelse af 284 14-18-årige masaier, dokumenterer bl.a., at 61 % af deltagerne havde fået fjernet deres primære hjørnetænder på kulturelt betinget indikation, og at 95 % af disse desuden havde fået fjernet de permanente underkæbeincisiver. Disse indgreb foretages som regel af traditionelle helbredere uden bedøvelse i en overbevisning om, at de forhindrer opståen af børnesygdomme og tidlig død. Studiet viste, at ekstremt horisontalt maksillært overbid forekom signifikant hyppigere hos unge, der havde fået foretaget disse ekstraktioner (P < 0,001). 

Aggregatibacter actinomycetemcomitans (Aa) blev påvist hos 72 % af de unge masaier, og i tre tilfælde drejede det sig om den højvirulente JP2-genotype. 

Stort set alle brugte både kommercielt tilgængelige tandbørster og traditionelle tyggepinde til at holde tænderne rene. Tyggepindene stammede i alle tilfælde fra det lokale træ Warburgia ugandensis. Denne plante har en række dokumenterede medicinske virkninger, bl.a. kan udtræk fra den in vitro neutralisere leukotoksin fra Aa. Forfatterne foreslår, at dette kan være en årsag til, at deltagerne trods den høje forekomst af Aa havde relativt sunde parodontale forhold. 

Der synes derfor at være både fordele og ulemper ved brugen af traditionelle metoder og medikamenter til at forsøge at opnå sygdomskontrol.

Kemoli A, Johansson A, Lindholm M, Mulli T, Nørregaard MM, Gjørup H, Haubek D. Cultural and traditional oral practices: implications on oral health of a Kenyan cohort of Maasai adolescents. East African Med J 2022;99:5122-8.