Blodtryksmedicin styrker kæbeknoglerne
Blodtrykssænkende lægemidler har en positiv effekt på tykkelsen af mandiblens cortex. Det er konklusionen i en ny amerikansk undersøgelse.
Kronisk forhøjet blodtryk har en negativ virkning på knogletætheden og øger risikoen for knoglebrud, og osteoporose og kronisk hypertension optræder ofte samtidig hos ældre personer. En ny amerikansk undersøgelse tyder imidlertid på, at denne effekt kan modvirkes ved hjælp af blodtrykssænkende medicin.
Ved hjælp af CBCT målte forskerne tykkelsen på mandiblens cortex på 169 personer, der søgte behandling på en kæbekirurgisk universitetsklinik. Testgruppen bestod af 67 personer, der indtog antihypertensiva som calciumkanalblokkere, ACE-I-hæmmere, angiotensinreceptorblokkere, betablokkere og diuretika af thiazidtypen, mens de øvrige 102 personer, der ikke indtog disse typer medicin, udgjorde kontrolgruppen. Alle deltagere var i alderen 40-69 år, da knogledensiteten er temmelig stabil indtil 40-årsalderen.
Lægemidlerne kan virke beskyttende mod aldersrelaterede forandringer i knogletykkelse hos ældre personer
Cortex var signifikant tykkere i testgruppen (0,21 mm; P = 0,001), og denne forskel var mere markant hos de ældre patienter (envejs ANCOVA-test; P < 0,001).
Forfatterne konkluderer, at blodtrykssænkende lægemidler har en positiv effekt på tykkelsen af mandiblens cortex, og antyder, at lægemidlerne kan virke beskyttende mod aldersrelaterede forandringer i knogletykkelse hos ældre personer. Fremtidige studier må afsløre, om denne effekt har betydning for kliniske tilstande som fx kæbefraktur, implantatindsættelse og knogleheling efter oralkirurgiske indgreb.
Spenrath B, Kolokythas A. Do antihypertensive medications eff ect the mandibular cortical bone thickness? A study using cone beam computed tomography images. Oral Surg Oral Med Oral Pathol Oral Radiol 2022;134:687-94.