Tænk på klimaaftrykket, når du anbefaler remedier til approksimal rengøring
Britiske forskere har beregnet klimaaftrykket for otte forskellige remedier til approksimal rengøring. De anbefaler, at tandlæger vægter klimaaftryk lige så højt som patientens behov og økonomien, når de anbefaler remedier til approksimal rengøring til deres patienter.
Tandplejen og den øvrige sundhedssektor sætter et betydeligt klimaaftryk, bl.a. på grund af det store forbrug af engangsartikler. Det er derfor vigtigt, at vi tænker på bæredygtigheden af de produkter, vi anvender eller anbefaler vore patienter at bruge.
Britiske forskere har beregnet klimaaftrykket for otte forskellige remedier til approksimal rengøring:
1. Traditionel tandtråd (en rulle nylontråd i et plastetui)
2. ”Sponge floss” (afskåret stykke svampet tandtråd).
3. Nylontandtråd monteret på et plastskaft.
4. Bambustandtråd (en rulle bambustråd i glaskrukke).
5. Traditionel mellemrumsbørste med plastskaft, som kan bruges i en uge.
6. Fleksibel engangstandstikker af gummi monteret på plastskaft.
7. Mellemrumsbørste som 5, men med udskifteligt hoved og genbrugsskaft.
8. Mellemrumsbørste af bambus, der anvendes som 5 og 7.
Klimaaftrykket blev beregnet ud fra daglig brug af produkterne i fem år, og forskerne inddrog beregninger af aftrykket i alle led fra råvareudvinding over produktion og transport til bortskaffelse. I alt blev produkterne bedømt i 16 kategorier, fx CO2-udledning, eutrofiering (overgødskning) af ferskvand, havmiljø og jordbund, støvudledning m.m.
Nylontandtråd monteret på et plastskaft havde klart det største klimaaftryk, idet dette produkt var dårligst i 13 af de 16 kategorier. Fleksible engangstandstikkere af gummi monteret på plastskaft havde det næststørste klimaaftryk. Der var ikke nogen klar vinder af testen; men mellemrumsbørster af bambus havde det laveste klimaaftryk i fem af de 16 kategorier, mens mellemrumsbørster med udskifteligt hoved og genbrugsskaft klarede sig bedst i fire kategorier.
Forfatterne anbefaler tandlægerne at vægte klimaaftryk lige så højt som patientens behov og økonomien, når de anbefaler remedier til approksimal rengøring til deres patienter.
Abed R, Ashley P, Duane B et al.. An environmental impact study of interdental cleaning aids. J Clin Periodontol 2023;50:2-10.