Dansk forskningsnyt:

Spyttets mikrobiota afspejler livsstil og helbred

En spytprøve kan give indsigt i en persons livsstil og måske på sigt anvendes til diagnostik af en række sygdomme, konkluderer danske forskere.

Spyt
Foto: Shutterstock

Spyttets mikrobiota er en blanding af mikroorganismer fra bl.a. tunge, tonsiller, svælg og tændernes biofilm. Undersøgelse af spyttets mikrobiota kan måske på sigt anvendes til diagnostik af en række sygdomme, herunder bl.a. caries, parodontitis og hjerte-kar-sygdomme. Ifølge et nyt dansk studie kan en spytprøve også give indsigt i en persons livsstil.

Studiet er gennemført af forskere fra Odontologisk Institut (Københavns Universitet) og syv andre afdelinger i Danmark og Schweiz. Spytprøver fra 746 personer er blevet karakteriseret ved hjælp af 16s rRNA sekventering, og desuden er der indhentet oplysninger om en række sundhedsparametre og livsstilsfaktorer.

Resultaterne viste en beskeden, men signifikant sammenhæng mellem salivas mikrobiologiske sammensætning og personernes glykæmiske status, hæmoglobin-A1c (HbA1c), køn, rygevaner samt ugentligt indtag af alkohol (variansanalyse; P < 0,05).

Selvom rygning kun kunne forklare 3,3 % af variationen i spyttets mikrobiologiske sammensætning, var det alligevel muligt at skabe en model, der kunne forudsige personernes rygerstatus med en korrekt klassifikationsrate på hele 79,6 %.

Tidligere studier har vist, at manifest parodontitis og caries har meget stærkere sammenhæng med sammensætningen af spyttets mikrobiota end rygning; men forskerne understreger, at der må flere studier til, før man kan sige, om spyttets mikrobiota kan anvendes som diagnostisk biomarkør for prækliniske stadier af parodontitis og caries.

Poulsen CS, Nygaard N, Constancias F, Stankevic E, Kern T, Witte DR, Vistisen D, Grarup N, Pedersen OB, Belstrøm D, Hansen T. Association of general health and lifestyle factors with the salivary microbiota – Lessons learned from the ADDITION-PRO cohort. Front Cellular Infect Microbiol 2022;12:1055117.