Efterlysning af manglende svar
Tandlæge Morten Skov Hansen efterlyser et svar på sin kronik ”Kan huller bare lakeres eller hvad?” fra Tandlægebladet nr. 2/2023.
Jeg stillede et relevant og rimeligt spørgsmål til Kim Ekstrand, Vibeke Qvist og Azam Bakhshandeh i min kronik ”Kan huller bare lakeres eller hvad?” i Tandlægebladet nr. 2/2023. De står bag en anbefaling om “revolutionerende” behandling af caries med lakering. Jeg vil vide, hvilken patientinformation denne behandling skal ledsages af. Det er et helt essentielt spørgsmål, der skal besvares, før behandlingen kan tages i brug. Det følger af sundhedslovens regler om, at ingen behandling må indledes uden informeret samtykke, og således ikke uden information.
Jeg fik dog ikke noget svar. I stedet fik vi en gang udenomssnak, hvor de angreb tre “påstande” i min kronik og forsøgte at bevare udseendet af, at deres behandling er dokumenteret på en evidens-baseret måde. Desværre er det vildledende, for Vibeke Qvist har sagt det modsatte i et såkaldt Trepartsinterview, som hun gav til Ansatte Tandlægers Organisations medlemsblad dateret 7. september 2017. Her udtrykker hun også en parathed til at udvande principperne om evidens i sundhedsbehandling i en grad, som bør føre til særdeles kritisk læsning af forfatternes (svargiverne) artikler og anbefalinger.
Morsomt nok er Vibeke Qvist nemlig enig med mig i min vurdering af, at SEAL-undersøgelsen ikke er en rigtigt kontrolleret klinisk undersøgelse. Det forhindrede dog ikke forfatterne i at hævde det modsatte overfor Tandlægebladets læsere i en overfor mig belærende tone. Jeg skal lade det være op til den enkelte læser selv at trække grænsen mellem, hvad de forstår ved misvisende information og direkte usandhed.
Som om det ikke var slemt nok, så er data i undersøgelsen sminkede. 25 % af læsionerne var droppet ud efter tre års observation, men ved at tage gennemsnittet inden databehandlingen så tæller disse observationer med i 4,1 år. En observation på to år kan ikke bidrage med information i fire år. Sådan er det altså. Jeg kan faktisk godt forstå, at andre forskere har sorteret Vibeke Qvists forskning fra, når de laver metaanalyser, sådan som hun selv fortæller i det nævnte interview:
”I nogle metaanalyser og systematiske reviews over fyldningsterapi i det primære tandsæt er vores undersøgelser blevet frasorteret, fordi eksfolierede tænder blev betragtet som dropouts, og dropoutprocenter over 25-30 ikke blev accepteret. Derfor blev kun undersøgelser på maks. to-tre år medtaget i de pågældende reviews. Det er jo absurd, når vi ved, at en fyldning i en primær tand i gennemsnit skal holde i ca. syv år. Derfor har jeg visse indvendinger imod ”evidence-based dentistry” – for at sige det mildt. (…) Så ryger der først 10 undersøgelser ud på grund af diverse indvendinger, så 10 til af andre grunde osv., så der til sidst kun er seks undersøgelser tilbage. Det minder om prinsessen i Klodshans: ”Dur ikke – væk!” Konklusionen bliver derfor ofte, at der ikke er tilstrækkelig evidens for effekten af den undersøgte behandling, eller hvad det nu måtte være.”
Det er, fordi manipulerede undersøgelser eller undersøgelser med dårlige studiedesign faktisk ikke bidrager med meget reel information. Det er derfor, de ikke rigtig kan bruges i de der metaanalyser.
Bemærk også, hvordan standarden i den slags undersøgelser er, at dropoutprocenter over 25 ikke kan accepteres. SEAL-undersøgelsen nåede dette niveau efter tre år!
Selv titlen: ”Sealing occlusal dentin caries in permanent molars: 7 year results of a randomized controlled trial” (1) er misvisende – ikke kun mht. til at det ikke er en RCT, men også fordi kun halvdelen af de inkluderede cariesangreb involverede dentinen. Den anden halvdel omfatter både sunde flader og emaljecaries (ikke kaviteret emaljecaries og sunde flader, som udgjorde godt 10 % af de inkluderede læsioner). Hvis man følger emaljecaries i få år og blander dem med dentincaries, halvt af hvert, så skjuler man jo de eventuelle negative virkninger af behandlingen på de dybe læsioner i dentinen, fx om der opstår behov for rodbehandling – det meste kan jo gå godt i 3-4 år.
Forfatterne skylder også Tandlægebladets læsere at redegøre for, hvorfor fire tænder, der klinisk var klassificeret som sunde, fik en fyldning. Det samme gjorde 17 tænder med caries uden kavitet og begrænset til emaljen. Hvem anbefaler fyldningsterapi til sådanne tænder og hvorfor?
Når man fravælger det, som ligger ligefor, nemlig at svare, så bliver det jo tydeligt for enhver, at der må være en grund til, at man ikke vil forpligte sig på et svar. Er det mon, fordi det lyder hult at hævde, at SEAL er en god erstatning for fyldningsterapi, når risikoen for, at der sker sygdomsprogression, er ni gange højere hvert eneste år, end hvis man havde lavet fyldning? Det er i hvert fald en forskel i risiko, som patienten skal informeres om og acceptere, inden behandling kan indledes. Måske er det også, fordi man rent faktisk kan blive holdt op på den information, som man giver sine patienter.
