"Det gælder om at række ud og bede om hjælp"

Jeg er meget glad for mit arbejde, og det er der flere forskellige årsager til. For det første er jeg som klinikleder i børne- og ungdomstandplejen så privilegeret, at jeg ikke skal sidde i det konkrete patienttilfælde og tænke på, at jeg skal opretholde en omsætning. Har jeg et barn, der har det svært og kræver mange besøg, så kan jeg tillade mig det. Det gør mig virkelig enormt glad, når jeg lykkes med de børn og unge, som har det svært. Det fylder på den gode måde, at jeg ikke skal tænke på økonomi, og jeg kan give dem god tid. Selvfølgelig har jeg en venteliste, der skal afvikles, og andre ting, jeg skal leve op til, men jeg ved, at når de er her, kan jeg give dem god tid. Jeg ved, at mange taler om omsorgstræthed, men det er en fordel, at jeg selv har indflydelse på min egen aftalebog. Dermed kan jeg planlægge mig ud af det, så jeg ikke lægger alle de mere tidskrævende patienter på en dag, for så ville jeg blive meget træt.

En anden ting, der gør, at jeg har høj arbejdsglæde, er, at min tidligere chef var meget god til at facilitere et rigtigt godt samarbejde mellem de andre ledere på de forskellige klinikker i Københavns Kommune. Det gør, at jeg har et sted at gå hen med mine problemer og få ledelsessparring. Det gør også, at jeg får mere overskud til at rumme min egen personalegruppe på klinikken. Vi har en meget åben omgangsform, og det er noget, som alle nye medarbejdere får at vide. I stedet for at hviske i krogene taler vi om det, og det skaber et rigtigt godt arbejdsmiljø.

Jeg er utroligt glad for, at jeg i Københavns Kommune får lov til at fagnørde, og jeg har dygtiggjort mig i endodonti. Det betyder virkelig noget for min arbejdsglæde, at jeg kan komme på kurser og udvikle mig fagligt. Jeg tror, at det er vigtigt, uanset om du sidder i en lille praksis eller i en stor kommune som jeg. Bare at tage praktikanter ind, som kan spørge til, hvorfor man gør, som man gør, betyder, at man må tænke over sine rutiner, og det gør noget godt for ens faglighed.

På et tidspunkt følte jeg mig udbrændt, og det gjorde, at jeg måtte kigge på, hvad det var, der nagede mig. Jeg havde mistet lysten, fordi der var så mange ting, der skulle ordnes, som ikke handlede om patienterne. Det var, som om at kerneopgaven forsvandt længere og længere ud i horisonten. Der var en masse praktiske ting, jeg skulle løse, hvor jeg bare gerne ville lave tænder. Det gælder om at række ud og bede om hjælp, når det hele sejler, og det lærte jeg der. Tit er der jo mange andre på klinikken, som gerne vil hjælpe med de praktiske opgaver. Mit personale er en kæmpe hjælp.