"Hvis jeg fortsatte som klinikejer, ville jeg brænde ud"
Tandlægebladet har talt med fem tandlæger med forskellige grader af arbejdsglæde om, hvad der motiverer dem i deres arbejdsdag og giver høj arbejdsglæde, eller hvad der har gjort, at de har følt sig udbrændte.
ANONYM
Klinikejer, Region Midtjylland, 65 år
Jeg har været klinikejer i 32 år, og jeg synes stadig, at det er sjovt at lave tænder. Jeg elsker mine patienter, der er en daglig glæde. Det er hele setuppet omkring at drive praksis, som er meget, meget anstrengende, og som gør, at jeg har mindre og mindre arbejdsglæde.
Der er kommet en absurd mængde af offentlige myndighedskrav, og der er ingen grænser for, hvad vi bliver pålagt af kontrol af udstyr og journaler og praksis. Der kommer konstant nye krav, som trækker mange ressourcer både fra mig og mit personale, der skal bruge tid og kræfter på at kontrollere og dokumentere, uden at vi helt ved, om det er godt nok, det vi gør. Det er meget frustrerende! Når jeg taler med andre klinikejere, er det det her, vi taler om.
Der ligger en klokkeklar journalbekendtgørelse, men det er svært at læse, hvordan den skal udmøntes i praksis. Vi gør meget for at efterleve krav og have orden på det hele og befinder os hele tiden i en tilstand af let dårlig samvittighed. For vi må erkende, at vi ikke kan være alle steder på én gang og have 100 % styr på alting hele tiden. I de over 30 år, jeg har været klinikejer, er det kun blevet værre. Hver eneste lillebitte ting skal journaliseres i en uendelighed. Det er ikke én konkret ting, der stresser, men den samlede mængde.
Når man arbejder selvstændigt, så værdsætter man sin mulighed for at kunne disponere frit – og have vide rammer for det, man laver, under ansvar. Men jeg oplever, at mit råderum bliver stadig mere indskrænket, da vi ”spilder” tiden på unødig dokumentation og kontrol.
Det er svært at se, hvordan det kan være anderledes, som tingene er i dag, og jeg kan godt forstå, at myndighederne skal have hånd i hanke med, hvad der foregår. Men der trænger i den grad til at blive ”luget ud”. Fx skal man investere i en bestemt NIR-godkendt vaskemaskine, der kan vaske på et bestemt program – og derudover skal vi så kontrollere, om vaskemaskinen rent faktisk når op på de fastsatte grader. Det er meget omstændeligt! Det samme gælder for opvaskemaskinen, hvor vi skal dokumentere og journalisere i ét væk.
Jeg mener, at det er problematisk med hele den straf/trussel tilgang, der hviler over os hele tiden. Det er enormt frustrerende og opslidende. Hver gang, der vedtages en ny regel, medfølger der også en straf, som hænger som et spøgelse over det hele. Så vi går hele tiden i en tilstand af dårlig samvittighed over, om vi har 100 % styr på det hele. Intet job er den risiko værd, som en tandlæge lever med i dag.
Og så kan myndighederne sagtens sige, at vi skal slappe lidt af og sænke skuldrene. Men det er ikke deres ører, der kommer i maskinen! Jeg kunne godt ønske mig færre og klarere regler og konsistens i sagsbehandlingen. Jeg har lidt en fornemmelse af, at sagsbehandlingen ift. fx patientklager er lidt tilfældig og personafhængig.
Min far var tandlæge, og jeg fulgte så i hans fodspor. Men jeg har stærkt frarådet mine egne tre børn at gå samme vej. Jeg kan være nervøs for, at de dygtige og entusiastiske unge mennesker, som skal bære faget videre, vælger en anden uddannelse, når de erfarer, hvad man bliver udsat for som praktiserende tandlæge i Danmark.
Hvis jeg fortsatte som klinikejer, ville jeg brænde ud, så jeg har fundet en fornuftig vej ud af det. Jeg håber at kunne genvinde min arbejdsglæde ved selve tandlægefaget, men på sigt slippe for noget af bureaukratiet. Jeg glæder mig enormt til at slippe for drift og frustrationer og bare kunne fokusere på håndværket og patientkontakten. Det vil forhåbentlig give mig arbejdsglæden tilbage.