"Jeg føler, jeg bliver mistænkeliggjort"

Det er et problem for mig, at der er penge mellem patienten og behandleren. Hvis jeg foreslår en behandling, synes jeg, det kan være svært, at nogle patienter så spørger, om jeg skal på en dyr sommerferie eller have en ny bil. Jeg har været i faget i så mange år, så jeg er jo vant til det nu, og jeg forklarer dem altid, at systemet er skruet sådan sammen i Danmark, at det ikke er offentligt betalt at gå til tandlæge, men at jeg foreslår den behandling, der vil være bedst. Hvis patienten ikke har råd til det, tilbyder jeg så en alternativ og billigere behandling, men det giver mig lav arbejdsglæde, at jeg skal gå på kompromis.

Jeg kan ikke være fem dage fuld tid på en tandklinik, fordi jeg synes, at mit job er udfordrende på så mange måder, at jeg simpelthen ikke orker det. Bare det, at mange patienter fra start kommer ind og siger, at de hader at være til tandlægen, er jo demotiverende. Det kræver, at man er rolig og har overskud til at tackle deres angst. Derudover har de mange forskellige reaktioner, hvilket gør det teknisk vanskeligt at udføre behandlingerne. Jeg kan godt komme hjem efter en arbejdsdag og ikke have lyst til at snakke med nogen, selvom min mand gerne vil fortælle om sin dag. Jeg er simpelthen for brugt, for jeg bruger meget energi på at få folk til at føle sig komfortable, når det nu er en situation, de ikke bryder sig om. Derfor er det også træls, når det hele skal afsluttes med penge. Jeg kan jo godt forstå, at det er irriterende for dem, at de skal betale for noget, de opfatter som ubehageligt, men det er jo sådan, det er skruet sammen.

En anden ting, som også påvirker min arbejdsglæde, er, at jeg føler, jeg bliver mistænkeliggjort. Både som en, der vil rage til sig og være grisk, men også at lovgivningen mistænkeliggør os. Der er mange administrative krav til praktiserende tandlæger, og vi skal dokumentere meget. Jeg synes nogle gange, at dokumentationen i form af journalføring mere bliver sådan, at man skal skrive sig ud af et eventuelt søgsmål, end at det rent faktisk giver mening. Jeg synes, det bliver en mistænkeliggørelse af ens intentioner, og jeg er jo ikke ude på at snyde nogen. Jeg bruger rigtig lang tid på at skrive journalerne, når arbejdsdagen er slut, fordi jeg prioriterer tiden med patienten højest. Det er selvfølgelig også et værktøj til mig selv, for jeg synes, det er rart, når jeg ser patienten igen, at jeg så kan følge ordentligt op.

I dag er jeg tre fulde dage på klinikken, og derudover er jeg sagkyndig i Styrelsen for Patientsikkerhed og censor på Tandlægeskolen på Københavns Universitet. Jeg vil ikke stoppe helt i praksis, for jeg har nogle dejlige kollegaer og søde patienter, men min arbejdsglæde er klart blevet bedre, efter at jeg er gået ned i arbejdstid.