Cerebrale abscesser har ofte odontologisk årsag
Odontogene infektioner kan hyppigere end hidtil antaget være årsag til cerebrale abscesser, og type 2-diabetes er overrepræsenteret hos patienter med odontogene cerebrale abscesser, konkluderer danske forskere.
Cerebrale abscesser er alvorlige infektioner, der undertiden har dødelig udgang. Årsagen er ofte ukendt; men en ny dansk undersøgelse tyder på, at tilstanden i mange tilfælde kan skyldes odontogene infektioner.
Forskere fra Københavns Universitet, Rigshospitalet og Aalborg Universitetshospital har gennemført et retrospektivt populationsbaseret kohortestudie, som omfatter alle patienter, der blev behandlet for cerebrale abscesser på Rigshospitalet i perioden fra januar 2015 til januar 2019.
Hele 57 % levede op til kriterierne for odontogen årsag
Patienterne blev kategoriseret med cerebral absces med odontogen årsag, hvis de opfyldte følgende tre kriterier: (1) Orale patologiske tilstande var de eneste tilstedeværende bakterielle infektioner, (2) orale mikroorganismer kunne isoleres fra det purulente hjerneekssudat, og (3) der var radiologisk og/eller klinisk påvisning af orale patologiske tilstande.
I alt indgik 44 patienter i studiet, og hele 57 % levede op til kriterierne for odontogen årsag. De hyppigste radiologiske fund hos disse patienter var apikal opklaring (72 %), parodontalt knoglesvind (56 %) og perikoronal opklaring (20 %). Den hyppigst forekommende mikroorganisme var Streptococcus anginosus. Syv patienter (28 %) med odontogen årsag havde type 2-diabetes, mens ingen af patienterne med nonodontogen årsag havde denne lidelse. Tre patienter (7 %) døde inden for det første år efter indlæggelsen.
Forfatterne konkluderer, at odontogene infektioner hyppigere end hidtil antaget kan være årsag til cerebrale abscesser, og at type 2-diabetes er overrepræsenteret hos patienter med odontogene cerebrale abscesser.
Jespersen FVB, Hansen SUB, Jensen SS, Omland LH, Helweg Larsen J, Bjarnsholt T, Nielsen CH, Ziebell M, Bodilsen J, Markvart M. Cerebral abscesses with odontogenic origin: a population based cohort study. Clin Oral Invest 2023 Mar 31. https://doi.org/10.1007/s00784-023-04976-6 [Online ahead of print].