"Jeg er stolt af at uddanne kompetente og succesfulde tandlæger"
Mange amerikanere har hverken sundhedsforsikring eller råd til behandling. Det er normalt, at universiteterne afholder lokale arrangementer, hvor de mindrebemidlede får gratis behandling, skriver Shahrzad Aarup, der er direktør for det internationale tandlægeprogram på et universitet i USA.
En hilsen fra det Vilde Vest! Jeg flyttede til USA i 2010, da min mand fik job i Houston, Texas. Planen var at blive i USA et par år, så jeg meldte mig til at undervise frivilligt på University of Texas School of Dentistry i Houston for at holde mig beskæftiget. Efter et halvt år blev jeg tilbudt et fuldtidsjob, og der startede min karriere i den akademiske verden. Jeg underviste både i præklinik og klinik og blev leder af en fem pre-doctoral klinikker på skolen.
Tandlægestudiet herover består af to år i pre-klinik (laboratorie og mannequinøvelser) og derefter to års patientbehandling i klinik. Hver tandlægeskole har i gennemsnit fem klinikker, som de studerende bliver fordelt i, og de er kaldt ”pre-doctoral”. Hver gruppe/ klinik bliver styret en Practice Director og to gruppeledere. Her var jeg først gruppeleder og senere Practice Director for en af klinikkerne, inden jeg forlod Houston.
Jeg praktiserede også i universitetets Faculty Practice Clinic “UT Dentist” og behandlede patienter. Det har været en unik og berigende oplevelse at undervise og arbejde med den yngre generation.
At leve og bo i USA er på mange måder noget anderledes end i Danmark, og vi har oplevet mange sjove og mærkelige ting. Kort tid efter vores ankomst til Houston sagde en ven “you need to have a dance ticket when you go out”, som betød ”du skal have en pistol med, når du går i byen!” Texanere er meget venlige, men også meget religiøse. Det betragtes som en menneskeret at have et våben, men ikke at kunne få en abort.
En anden overraskende opdagelse i USA er fattigdom. En stor del af befolkningen sulter til daglig, og der er mange, der ikke har sundhedsforsikring eller råd til behandling. Derfor er det normalt, at universiteterne afholder lokale arrangementer, hvor de mindrebemidlede får gratis behandling. Fx på tandlægeskolen i Houston, der arrangerede ”Texas Mission of Mercy” og ”Give Kids A Smile” en gang om året, hvor patienterne fik gratis tandbehandling.
I 2019 hev vi teltpælene op og flyttede til Sydcalifornien, hvor jeg fik job som Director for the International Dentist Program (IDP) på Western University College of Dental Medicine. Programmet er for udenlandske tandlæger, der ønsker licens til at arbejde som tandlæge i USA. At uddanne kompetente og succesfulde tandlæger og blive anerkendt som et af de bedste programmer i USA for internationale tandlæger er noget, jeg er meget stolt af.
I 2020, hvor hele verden lukkede ned pga. covidpandemien, var vores studerendes dimission i fare, og vi måtte tænke ud af boksen. Så vi sendte håndstykker, plastiktænder og andre materialer hjem til vores studerende, og så lavede de præparationer, fyldninger og rodbehandlinger hjemme foran et kamera. Ligesom mange andre konverterede vi på meget kort tid al undervisning til onlineundervisning og lavede virtuelle patienter og virtuelle 3D-eksamener. At tage tandlægeeksamen ved at se på undersøgelsesresultater og røntgenbilleder og fremstille en behandlingsplan (uden at lave tandbehandling på patienten) var normalt i Danmark i min tid, men aldrig brugt i USA. Det var derfor en stor udfordring, men endte med at blive en succes.
Covidtiden var hård for mange mennesker, men min mand og jeg forsøgte at få det bedste ud af det. Vi lærte at bage kransekage, vaniljekranse, æbleskiver og franskbrød, og min mand lavede endda en kransekage formet som en kindtand til min fødselsdag!
Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, men det bliver sikkert ikke kedeligt.
Mange hilsner