B-lymfocytters cytokinrespons kan påvirke udviklingen af parodontitis
Den beskedne produktion af det inflammationsdæmpende cytokin IL-10 hos patienter med parodontitis grad C kan være medvirkende årsag til det hurtigt progredierende fæstetab, der ses hos denne patientgruppe. Det fastslår danske forskere.
B-lymfocytter og plasmaceller (dvs. videredifferentierede B-lymfocytter) er de mest udbredte immunceller i parodontitislæsioner. B-lymfocytter kan indgå i sygdomsudviklingen ved parodontitis på flere måder, idet de både er i stand til at producere cytokiner, der fremmer inflammationen (IFN-γ, TNF-α, IL-6), og cytokiner, der virker hæmmende på inflammationen (IL-10, TGF-β). En forskergruppe fra Københavns Universitet har derfor undersøgt B-lymfocytters cytokinrespons hos patienter med forskellige grader af parodontitis.
I undersøgelsen indgik 31 patienter med parodontitis grad B, 25 med grad C og 25 personer uden parodontitis (kontrolgruppe). Analyse af spytprøver viste forekomst af Porphyromonas gingivalis hos 58 % med grad B og hos 75 % med grad C, men kun hos 12 % i kontrolgruppen. Blodprøveanalyser viste, at det kun var B-lymfocytter fra patienter med parodontitis grad B, der i signifikant omfang udskilte IFN-γ-, TNF-α-, TGF-β- eller IL-10 som respons mod P. gingivalis og IFN-γ-, TGF-β- eller IL-10 som respons mod Fusobacterium nucleatum; responset mod P. gingivalis var især udtalt hos patienter, der havde forekomst af denne bakterie i saliva. Hos patienter med parodontitis grad C var der relativt få IL-10-producerende B-lymfocytter, og der blev påvist en negativ korrelation mellem forekomsten af disse celler og patienternes kliniske fæstetab.
Forfatterne foreslår, at den beskedne produktion af det inflammationsdæmpende cytokin IL-10 hos patienter med grad C kan være medvirkende årsag til det hurtigt progredierende fæstetab, der ses hos denne patientgruppe.
Projektet har opnået støtte fra Tandlægeforeningens Forskningsfond.
Danielsen AK, Damgaard C, Massarenti L, Østrup P, Riis Hansen P, Holmstrup P, Nielsen CH. B-cell cytokine responses to Porphyromonas gingivalis in patients with periodontitis and healthy controls. J Periodontol 2023 Jan 30;94: https://doi.org/10.1002/JPER.22-0438