Et døgn med:

"Vi skal ikke alle opfinde den dybe tallerken"

Hanin Ottesen savnede nogen i fagpolitik, hun kunne spejle sig i, og er derfor blevet aktiv i Tandlægeforeningens Sundhedsudvalg. Følg hendes dag op til det første møde her.

Tekst: Anne Burlund

HANIN OTTESEN

Sidder i Region Midt Tandlægeforening og er nyt medlem af Tandlægeforeningens Sundhedsudvalg.

06.30

Jeg står op og gør mig klar. Laver en kop te til bilen og kører fra Silkeborg mod Herning.

07.50

Ankommer på Lindebjergskolens tandklinik og ser på dagens program.

08.00

Første patient er en femårig pige, der kommer med begge sine forældre. Hun har ondt i en -05, der skal ekstraheres. Hun får derfor midazolam blandet i cola til at berolige, da hun er ret bange for indgrebet. Det er ikke hver dag, man får cola hos tandlægen, så det hjælper på frygten. Hun er sej og drikker det hele i en mundfuld, selvom det smager skrapt. Jeg skriver journal, mens vi venter på effekten, hvorefter vi trækker tanden ud og sætter stålkroner på 05+05. Hun klarer det bare mega flot.

10.00

Jeg har en halv time uden patienter, så jeg får sendt sparringsmail til vores ortodontist og når også lige lidt rundstykker og hygge med mine kollegaer.

11.20

En niårig kommer akut ind fra skolegården med blod i ansigtet, da han har slået sine fortænder ind i baghovedet af en klassekammerat under en leg. +1 er lateralt lukseret, så vi får ringet til mor, der kan komme med det samme. Jeg får sat tanden på plads, fikseret til nabotænder og kontaktet drengens egen læge, da læben er noget medtaget og måske skal syes. Vores tandplejer er heldigvis sød til at tage mine patienter i mellemtiden, så jeg har tid til at hjælpe den forskrækkede dreng og mor.

13.30

Efter en hyggelig frokost med mine kollegaer tilser jeg en 12-årig, der ikke kan rokke en mælketand ud. Han er meget nervøs, men klarer både bedøvelse og ekstraktion flot.

15.00

Jeg slukker computeren og klæder hurtigt om. Det har været en mere hektisk dag, end jeg havde regnet med, og jeg har travlt, da jeg skal nå hjem inden kl. 16, hvor vi skal holde møde i Tandlægeforeningens Sundhedsudvalg på Teams.

16.03

Lettere forpustet får jeg logget på mødet. Det er mit første møde i Sundhedsudvalget, så jeg er spændt på at ”møde” de andre medlemmer. Jeg har siddet i bestyrelsen i Region Midt i seks år og derudover de seneste to år i OATU, så jeg er ikke helt ny i fagpolitik. Jeg fik lyst til at engagere mig i fagpolitik, fordi der er rigtig mange ‘”gråhårede” mænd, og jeg savner nogen, der ligner mig selv, som jeg kan spejle mig i. Og så vil jeg gerne dykke mere ned i det, som jeg selv går på arbejde for hver eneste dag – nemlig sundhed og forebyggelse.

16.10

Efter en kort præsentation af os selv drøfter vi, hvordan vi kan gøre det nemmere for plejepersonale at visitere borgere til omsorgstandplejen. Vi taler derefter om ulighed i tandsundhed for sårbare ældre og beslutter at invitere FOA med til et møde i udvalget, da vi gerne vil lave en informationskampagne målrettet plejepersonale på plejehjem. Vi taler også om en ny patientbrochure om nikotinprodukter, som Sundhedsudvalget er med til at udarbejde.

18.00

Mødet slutter, og jeg har en god fornemmelse i kroppen. De andre var meget engagerede og positive. Vi er fra forskellige steder og ansættelses- former, så det giver en god dynamik og debat, at vi kan give forskellige input på en sag. Mødet har givet mig blod på tanden til det videre arbejde, og jeg glæder mig til at dykke mere ned i det og møde de andre i virkeligheden. Jeg vil i udvalget gerne arbejde for, at vi ikke alle skal opfinde den dybe tallerken he- le tiden. Mange kommuner laver fx selv tandbørstevideoer med instruktioner – men hvorfor ikke lave fælles materiale og samle det ét sted? Det samme gælder for undervisning af plejepersonale ift. korrekt børsteteknik hos sårbare ældre – det kan gøres meget mere systematisk og ensrettet end i dag.