Vi skal have styr på klinikejernes trivsel
Jeg kan godt få følelsen af, at jeg gentager mig selv, når jeg taler om behovet for en ny model for voksentandplejen. Og spørgsmålet melder sig: Taler jeg for døve øren? Det skriver Søren Bach-Petersen, formand for Klinikejerudvalget (KEU).
Trivslen er udfordret ude på landets klinikker. Sidste forår viste Tandlægebladets undersøgelse, at hele 60 % af landets klinikejere følte sig udbrændte. Det er både et overraskende og trist tal, og trivsel er derfor også et emne, som vi i Klinikejerudvalget (KEU) er optaget af.
Når landets klinikejere mødes den 27. januar til årets klinikejerkonference, er det derfor også et emne, der står øverst på agendaen. For vi skal have gjort noget ved den manglende trivsel.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at trivselsudfordringerne hænger tæt sammen med, at manglen på arbejdskraft er stor. Det mærker mange af os, og det bekræfter flere analyser desværre også.
Nu har vi kaldt på en ny model i fem år
Samtidig er der heller ikke nogen tvivl om, at mange af os oplever, at krav fra myndigheder og styrelser og de mange bureaukratiske opgaver giver et øget pres, som igen kan udfordre trivslen.
Derfor bygger konferencen oven på sidste års tema om psykologisk tryghed med konkrete redskaber til en mere effektiv og stressfri hverdag – ikke kun for dine medarbejdere, men også for dig som klinikejer.
Men KEU arbejder også bredere for at skabe bedre trivsel for klinikejerne.
Vi mener nemlig, at en af løsningerne også er den længe ventede nye model for voksentandplejen. Derfor skal vi også have en god, politisk debat om den på konferencen, hvor politisk kommentator Noa Redington er moderator.
Jeg kan godt få følelsen af, at jeg gentager mig selv, når jeg taler om behovet for en ny model for voksentandplejen. Og spørgsmålet melder sig: Taler jeg for døve øren? Når det gælder beslutningstagerne på Christiansborg, virker det sådan. Nu har vi kaldt på en ny model i fem år. Vi har haft argumenterne i orden og idéerne linet op hele vejen. Alligevel venter vi stadig.
Derfor tog Tandlægeforeningen i 2023 endnu et redskab i brug og nedsatte Tænketanken for voksentandpleje. KEU sidder med og bidrager med klinikejernes perspektiver til en ny model, som vi i privat praksis selvfølgelig skal kunne se os selv i – det er vigtigt.
Og her ser jeg det som helt nødvendigt, at vi får ryddet op og skabt en hverdag med langt mindre bureaukrati, for det vil skabe mere arbejdsglæde. Det vil også give mere tid til det, som vi er uddannet til – at skabe bedre tandsundhed.
Vi er faktisk allerede godt på vej.
Tandlægeforeningen har netop indgået en ny aftale med Forsikring og Pension om en ny forsikringserklæring, der træder i kraft den 1. april 2024. Den vil skabe klare rammer, og så er det slut med, at forsikringsselskaber ikke vil betale for attester og traumeundersøgelser.
De næste måneder vil vi orientere og vejlede om brugen af de nye erklæringer. Derudover arbejder vi på at lave en aftale om honorering ved afregning for patienter med en tandforsikring.
Jeg håber at se rigtig mange af jer den 27. januar på Koldingfjord Hotel.