Æblecidereddike kan hjælpe til vægttab
Æblecidereddike kan have en potentielt gavnlig virkning på diverse metaboliske parametre blandt overvægtige og fede personer, konkluderer libanesiske forskere.
Overvægt og fedme er et voksende globalt sundhedsproblem, og der forskes ivrigt i at finde eller udvikle lægemidler og kosttilskud, som kan gøre det lettere at tabe sig.
Æblecidereddike er et af de midler, der har vist lovende resultater, og libanesiske forskere har derfor gennemført et randomiseret, dobbeltblindt, placebokontrolleret studie til belysning af produktets virkning på en række krops- og blodparametre.
120 unge overvægtige personer (12-25 år, BMI på 27-34) indtog hver dag igennem 12 uger 15 ml æblecidereddike (tre forskellige koncentrationer) eller placebo med syrlig smag. Alle deltagere opretholdt i øvrigt deres normale spise- og motionsvaner. Efter 0, 4, 8 og 12 uger blev der foretaget kropsmål og analyseret blodprøver.
Langtidseffekterne er ikke kendt
Ved forsøgets afslutning kunne man i gruppen med det højeste indtag af æblecidereddike konstatere signifikante (P < 0,05) reduktioner i kropsvægt (4-7 kg), BMI (fra 30,0 til 27,2), livvidde (3 cm), hoftemål (2 cm), fasteblodsukker (120 til 108 mg/dl), triglycerid (166 til 152 mg/dl) og totalkolesterol (177 til 163 mg/dl). Ved de to lavere koncentrationer af æblecidereddike sås mindre ændringer i de nævnte parametre, men resultaterne var også her signifikant forskellige fra placebogruppen.
Ifølge forfatterne tyder resultaterne på, at æblecidereddike kan have en potentielt gavnlig virkning på diverse metaboliske parametre blandt overvægtige og fede personer. De understreger dog, at langtidseffekterne ikke er kendt, og anbefaler, at resultaterne bliver efterprøvet på større patientgrupper over længere tid.
Kilder:
Abou-Khalil R, Andary J, El-Hayek E. Apple cider vinegar for weight management in Lebanese adolescents and young adults with overweight and obesity: a randomised, double-blind, placebo-controlled study. BMJ Nutr Prev Health 2024;7:e000823.