Hjemløse og udsatte borgere har dårlig oral livskvalitet

De udsattes orale livskvalitet var generelt dårlig, idet 50,5 % af deltagerne havde en høj score (mellem 25 og 56 point) på OHIP-14-skemaet, der består af 14 spørgsmål vedrørende problemer i mundhulen.

Hjemløse og udsatte borgere lever på kanten af samfundet og har sociale og sundhedsmæssige udfordringer som arbejdsløshed, psykiske lidelser og kort forventet levetid. De udnytter heller ikke de gængse tandplejetilbud i samme grad som andre borgere. Forskere fra Københavns Universitet, Odontologisk Institut og Københavns Kommunes SundhedsTeam for hjemløse har derfor gennemført et tværsnitsstudie til belysning af en gruppe udsatte borgeres tandplejevaner og orale livskvalitet (OHRQoL).

72 % havde ikke været til tandlæge inden for de seneste to år

Dataindsamlingen foregik på Sygeplejeklinikken på Sundholm, der i perioden 2018-2020 var bemandet med en tandplejer, som foretog undersøgelser og forebyggende behandlinger samt henviste til to gratisklinikker, hvis der var behov for yderligere tandbehandling. I alt 212 udsatte personer benyttede sig i perioden af klinikkens tandplejetilbud. Flertallet af dem var mænd, rygere og bosat i midlertidige boliger. 29,6 % havde generelle sundhedsproblemer, og 77,6 % blev viderehenvist for tandbehandling. 72 % havde ikke været til tandlæge inden for de seneste to år, og for to tredjedeles vedkommende havde det seneste tandlægebesøg været i forbindelse med behandling. 93 % angav, at de børstede tænder mindst én gang om dagen.

De udsattes orale livskvalitet var generelt dårlig, idet 50,5 % af deltagerne havde en høj score (mellem 25 og 56 point) på OHIP-14-skemaet, der består af 14 spørgsmål vedrørende problemer i mundhulen. Denne score var signifikant højere blandt personer, der havde generelle sundhedsproblemer eller blev henvist for tandbehandling (P < 0,05). De hyppigste orale sundhedsproblemer var smerter, tyggebesvær og flovhed over tændernes udseende.

Forfatterne konkluderer, at behovet for tandplejeydelser er stort blandt udsatte og hjemløse, og at man bør fokusere på i højere grad at få denne gruppe borgere inkluderet i tandplejesystemet.

 

Kilder:

Øzhayat EB, Elmongy A, Tanderup L, Bordorff SL, Thiesen H. A cross-sectional study on oral health-care habits and oral-health-related quality-of-life in marginalized persons in Copenhagen. Acta Odont Scand 2024;83:7-12