Øjnenes farve afhænger af øjnene, der ser

Da øjenfarven traditionelt er en af de parametre, man anvender til beskrivelse af fx efterlyste gerningsmænd, er det problematisk, hvis man ikke kan stole på de angivelser af øjenfarve, som ofre eller øjenvidner oplyser. Men måske kan nye teknologiske metoder kompensere for denne usikkerhed.

8

Den berømte tjekkiske forfatter franz kafka havde usædvanligt smukke øjne. Det har flere af hans venner og bekendte på forskellig vis givet udtryk for; men ejendommeligt nok er der ikke enighed om, hvilken farve de smukke øjne havde. Nogle af vennerne beskriver Kafkas øjne som mørke eller brune, mens andre hævder, at de var blå, og en fjerde gruppe sværger på, at de var grå.

Ifølge en gruppe australske retsmedicinere kan der være mange årsager til denne tilsyneladende paradoksale uenighed. En persons farvesyn kan dels afhænge af, hvilke bølgelængder der absorberes i linsens pigment, dels af fordelingen af tappe og stave i nethinden og endelig af den fortolkning af farveindtrykkene, der sker i cortex. Disse fysiologiske forhold kan desuden påvirkes af personens køn, ernæringstilstand og ikke mindst alder. Dertil kommer, at synsindtrykkene kan ændre sig afhængigt af årstiden, tiden på dagen og lysforholdene på det sted, hvor man befinder sig. Endelig kan sproglige forskelle betyde noget for farveoplevelsen. Ikke alle sprog skelner ens mellem farvenuancer, og fx vil russisk- eller græsktalende beskrive blå og grønne nuancer anderledes end engelsktalende.

Da øjenfarven traditionelt er en af de parametre, man anvender til beskrivelse af fx efterlyste gerningsmænd, er det problematisk, hvis man ikke kan stole på de angivelser af øjenfarve, som ofre eller øjenvidner oplyser. Men måske kan nye teknologiske metoder kompensere for denne usikkerhed. Aktuelt er det muligt ved hjælp af DNA-teknologi at forudsige blå og brune øjenfarver med høj grad af sikkerhed, mens mellemliggende nuancer er behæftet med større usikkerhed.

At vi i dag – 100 år efter Kafkas død – teoretisk set vil være i stand til at afgøre hans øjenfarve, lyder nærmest – kafkask.

Kilder:

Taylor M, Mayne C, Coutts L et al. Kafka’s beautiful eyes: Forensic intelligence utilisation of phenotypic information. Foren Sci Int 2024;361:112120.