Tandsygdomme ændrer patientens metaboliske profil
Både caries med følgetilstande og parodontale sygdomme har sammenhæng med uhensigtsmæssige metaboliske profiler af inflammatorisk natur, konkluderer en finsk/svensk forskergruppe.
METABOLOMET ER BETEGNELSEN FOR EN PERSONS SAMLEDE
FOREKOMST AF METABOLITTER i fx en blodprøve.
Analyser af metabolomet har ført til erkendelse af flere risikofaktorer ved fx hjerte-kar-sygdomme, og en finsk/svensk forskergruppe har netop publiceret en analyse af, hvordan orale sygdomstilstande påvirker metabolomet. Forskerne har indhentet odontologiske og serologiske data (157 forskellige metabolitter) fra to store befolkningsundersøgelser med i alt 6.681 personer.
Antallet af carierede tænder havde positiv sammenhæng med diameteren på lav-densitets-lipoproteiner og koncentrationerne af pyruvat og citrat, mens der var negativ sammenhæng mellem caries og mængden af umættede fedtsyrer, docosahexaensyre og andre omega-3-fedtsyrer. Antallet af rodkanalfyldninger havde positiv sammenhæng med diameteren på lav-densitets-lipoproteiner og koncentrationerne af kolesterol og triglycerider.
Fordybede parodontale pocher havde positiv sammenhæng med koncentrationerne af kolesterol, triglycerider, pyruvat, leucin, valin, fenylalanin og glykoproteinacetyler og negativ sammenhæng med diameteren på høj-densitets-lipoproteiner, fedtsyrernes mætningsgrad og de relative forekomster af omega-6- og flerumættede fedtsyrer.
Blødning ved pochemåling (BOP) hang sammen med forhøjede koncentrationer af triglycerider og glykoproteinacetyler og reduceret forekomst af omega-3- og omega-6 fedtsyrer. Generelt medførte aktuelle eller tidligere tandsygdomme en metabolisk profil, som var typisk for inflammation.
Forfatterne konkluderer, at både caries med følgetilstande og parodontale sygdomme har sammenhæng med uhensigtsmæssige metaboliske profiler af inflammatorisk natur.
Da disse sygdomme er meget udbredte i de fleste befolkninger, er deres bidrag til den samlede inflammatoriske belastning så betydelig, at det kan forringe folkesundheden. Sygdommene udgør derfor en modificerbar risikofaktor for systemisk kronisk inflammation og dermed for kardiometaboliske sygdomme.
Salminen A, Määttä AM, Mäntylä P et al. Systemic metabolic signatures of oral diseases. J Dent Res 2024;103:13-21.