Korrelation mellem søvnbruksisme og søvnarkitektur blandt børn
Flere søvnparametre er positive prædiktorer for søvnbruksisme: kortere samlet søvnvarighed, kortere varighed af REM-søvn og stadie 1 af non-REM-søvn, længere indsovningstid og flere mikroopvågninger under både REM- og non-REM-søvn. Det viser en ny undersøgelse af, blandt andre, Professor Peter Svensson.
SØVNARKITEKTUR ER BETEGNELSEN for den måde, en persons søvn er sammensat på. Typisk vil der indgå flere cyklusser af REM-søvn (drømmesøvn) og tre forskellige stadier af non-REM-søvn, og der kan desuden forekomme et større eller mindre antal mikroopvågninger.
Professor Peter Svensson (Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet) har sammen med kolleger fra Colombia, Holland og Italien undersøgt sammenhænge mellem søvnarkitektur og søvnbruksisme blandt større børn.
43 7-12-årige børn med dokumenteret søvnbruksisme tilbragte to nætter i et søvnlaboratorium, én nat til tilvænning og én til dataindsamling. Der blev registreret såvel søvnbruksisme/tyggemuskelaktivitet som en række søvnparametre. Den statistiske analyse viste, at flere søvnparametre var positive prædiktorer for søvnbruksisme: kortere samlet søvnvarighed, kortere varighed af REM-søvn og stadie 1 af non-REM-søvn, længere indsovningstid og flere mikroopvågninger under både REM- og non-REM-søvn.
Forfatterne konkluderer, at der synes at være korrelation mellem søvnbruksisme/tyggemuskelaktivitet og ændret søvnarkitektur blandt børn.
Projektet har bl.a. modtaget økonomisk støtte fra Tandlægeforeningens Forskningsfond.
Restrepo C, Lobbezoo F, Castrillon E, Svensson P, Santamaria A, Manfredini D. Correlations between sleep architecture and sleep-related masseter muscle activity in children with sleep bruxism. J Oral Rehabil. 2024;51:110-6.