Systemisk IL-8 ved apikal parodontitis
Ifølge forskere fra Københavns Universitet, Odontologisk Institut, underbygger deres nye studie den opfattelse, at periapikal inflammation ikke kun er en lokal proces, og at systemiske påvirkninger ikke kan udelukkes.
FORSKERE FRA KØBENHAVNS UNIVERSITET (Odontologisk Institut) har sammen med en række svenske kolleger undersøgt sammenhængen mellem forekomst af rodfyldninger og apikal parodontitis og tilstedeværelse af inflammatoriske markører i perifert blod.
Studiet er et led i en større multicenter-casekontrolundersøgelse til belysning af sammenhænge mellem parodontitis og hjerte-kar-sygdom. I studiet indgik 805 svenske patienter, der havde haft deres første myokardieinfarkt, og 805 kontrolpersoner, som var matchede på køn (81 % mænd), alder
(gennemsnit 62 år) og geografi. På panoramaoptagelser blev det registreret, om personerne havde primær eller sekundær apikal parodontitis samt rodfyldninger, og blodprøver blev undersøgt for forekomst af følgende inflammationsmediatorer: IL-1β, IL-2, IL-6, IL-8, IL-12p70, TNF-α og CRP.
Periapikal inflammation er ikke kun en lokal proces
Rodfyldninger viste sig at hænge sammen med forhøjet koncentration af fibrinogen og reduceret forekomst af IL-1β, IL-2, IL-6 og IL-12p70. Primær apikal parodontitis blev registreret ved 1,2 % af de ikkerod-fyldte tænder og hang sammen med forhøjet forekomst af IL-8 (korrelation 0,06; P = 0,025). Sekundær apikal parodontitis forekom ved 29,6 % af de rodfyldte tænder, men havde ikke nogen korrelation til de inflammatoriske markører.
Ifølge forfatterne underbygger studiet den opfattelse, at periapikal inflammation ikke kun er en lokal proces, og at systemiske påvirkninger ikke kan udelukkes. Det er dog endnu uvist, om de påviste ændringer i det inflammatoriske billede har nogen indvirkning på den generelle sundhedstilstand.
Sebring D, Kvist T, Lund H, Jonasson P, Lira-Junior R, Norhammar A, Rydén L, Buhlin K, Bjørndal L, Markvart M. Primary apical periodontitis correlates to elevated levels of interleukin-8 in a Swedish population: A report from the PAROKRANK study. Int Endod J 2024;57:12-22