Retinerede hjørnetænder: CBCT fører til ændret behandlingsplan hos en tredjedel
Forskere fra Aarhus Universitet (Institut for Odontologi og Oral Sundhed) har i et prospektivt klinisk studie undersøgt, i hvilket omfang supplerende CBCT-optagelser fører til ændringer i behandlingsplanen for retinerede hjørnetænder i overkæben.
RETINEREDE HJØRNETÆNDER i overkæben indebærer en betydelig risiko for rodresorption på nabotænderne, og det er derfor vigtigt så tidligt som muligt at diagnosticere tilstanden og iværksætte en behandlingsplan.
Traditionelt baseres behandlingsplanen på todimensionelle røntgenoptagelser; men CBCT giver mulighed for mere detaljeret viden om forhold som hjørnetandens lejring og relation til nabotænder. Forskere fra Aarhus Universitet (Institut for Odontologi og Oral Sundhed) har derfor i et prospektivt klinisk studie undersøgt, i hvilket omfang supplerende CBCT-optagelser fører til ændringer i behandlingsplanen for retinerede hjørnetænder i overkæben.
Hyppigste ændring var en retningsjustering af den ortodontiske nedføring
I studiet indgik 91 9-16-årige børn med i alt 125 retinerede hjørnetænder. Børnene var henvist for CBCT på grund af overlap med nabotænder og mistanke om rodresorption. Alle fik lagt en foreløbig behandlingsplan på baggrund af todimensionelle optagelser og en endelig plan på baggrund af CBCT.
Det viste sig, at behandlingsplanen i godt en tredjedel af tilfældene (34,4 %) blev ændret efter granskning af CBCT-optagelserne. Den hyppigste ændring var en retningsjustering af den ortodontiske nedføring (22,4 %), mens der kun sjældent skete ændringer i beslutninger om at fjerne eller bevare hjørnetanden (3,2 %).
Det var især hjørnetænder med store alfavinkler (mesialhældning i forhold til midtlinjen) og store lateralvinkler (vinkler mellem hjørnetandens og nabotandens længdeakser), der fik ændret behandlingsplanen efter granskning af CBCT.
Stoustrup P, Videbæk A, Wenzel A, Matzen LH. Will supplemental cone beam computed tomography change the treatment plan of impacted maxillary canines based on 2D radiography? A prospective clinical study. Eur J Orthodont 2024;46:1-9.