Ny viden:

Risikofaktorer for caries i primære tandsæt

Forskere fra New Zealand og Hongkong har i en omfattende oversigt søgt at identificere risikofaktorerne for udvikling af ECC. Forældrenes uddannelsesniveau viste sig at være en væsentlig risikofaktor, idet børn af forældre med højst ni års skolegang havde signifikant forøget risiko for ECC.

MERE END EN MILLIARD, af jordens børn har caries i det primære tandsæt (Early Childhood Caries, ECC); men prævalensen varierer meget fra land til land (16-89 %). Forskere fra New Zealand og Hongkong har i en omfattende oversigt søgt at identificere risikofaktorerne for udvikling af ECC.
Oversigten er baseret på 18 studier med i alt 1.198.430 førskolebørn fra 11 lande. Der er kun medtaget prospektive og retrospektive kohorte- og casekontrolstudier med mindst 300 deltagere og mindst 24 måneders observationstid.


Forældrenes uddannelsesniveau viste sig at være en væsentlig risikofaktor, idet børn af forældre med højst ni års skolegang havde signifikant forøget risiko for ECC. Høj carieserfaring, højt plakindeks og høj forekomst af mutansstreptokokker ved baseline indebar ligeledes forøget risiko for ECC. 

Forældrenes uddannelsesniveau er en væsentlig risikofaktor

Andre signifikante risikofaktorer var sutteflaske om natten, hyppige søde mellemmåltider, indtagelse af søde læskedrikke samt forlænget amning. Til gengæld var risikoen signifikant nedsat, hvis børnene startede med at få børstet tænder inden etårsalderen, hvis forældrene overvågede tandbørstningen, og hvis børnene fik børstet tænder mindst to gange dagligt.

Børnenes køn og forældrenes indvandrerstatus havde ikke betydning for cariestilvæksten, og det var usikkert, om udnyttelse af eksisterende tandplejetilbud havde betydning. Forfatterne nævner afslutningsvis, at forældrenes rygevaner kan være en risikofaktor for ECC, men at dette forhold indtil videre er sparsomt belyst.