Fem grunde til, at gravide ikke går regelmæssigt til tandlæge
Data fra Tandlægeforeningen tyder på, at en stor del af gravide fravælger regelmæssige tandlægebesøg, og en ny dansk undersøgelse har derfor søgt at afdække årsagerne til dette fravalg.
Det er vigtigt, at gravide går til tandlæge, da de hormonelle ændringer under svangerskabet øger risikoen for gingivitis og parodontitis, og forekomst af parodontitis øger risikoen for komplikationer som præeklampsi, svangerskabsdiabetes og for tidlig fødsel. Imidlertid tyder data fra Tandlægeforeningen på, at en stor del af de gravide fravælger regelmæssige tandlægebesøg, og en ny dansk undersøgelse har derfor søgt at afdække årsagerne til dette fravalg.
I studiet deltog 23 kvinder, der mødte op til nakkefoldsscanning i uge 11-13 og angav, at de ikke gik regelmæssigt til tandlæge (dvs. mindre end to besøg de seneste fem år og/eller ingen besøg de seneste 18 måneder). Alle deltog i mindst en af følgende faser: brainstorming, hvor man opregnede alle de grunde, der kunne findes til fravalget, sortering, hvor de enkelte grunde blev samlet i færre klynger, og rangordning, hvor deltagerne stemte om, hvilke grunde der betød mest.
Brainstormingen gav 38 enkeltstående grunde til fravalg, og disse blev i sorteringsfasen samlet i fem klynger under overskrifterne: økonomiske årsager, manglende prioritering af tandpleje, manglende tid og energi, ingen problemer med tænderne samt tandlægeskræk. I rangordningsfasen blev økonomi og manglende prioritering angivet som de vigtigste årsager, mens tandlægeskræk blev vurderet som den mindst vigtige årsag.
Undersøgelsen er foretaget i samarbejde mellem Parker Instituttet, Frederiksberg Hospital (Københavns Universitet), og fødeafdelingerne på hospitalerne i Nykøbing Falster og Holbæk
Kilder:
Winckler K, Rasmussen MU, Laugenborg J, Bukkehave KH, Fischer H, Heitmann BL, Wæhrens EE. Barriers for why pregnant women do not visit a dentist on a regular basis: using group concept mapping methodology. Acta Odont Scand 2023. https://doi.org/10.1080/00016357.2023.2283198 [Online ahead of print].