Nekrotiserende blødtvævsinfektion – en potentielt dødelig odontogen komplikation
Forfatterne hæfter sig ved, at næsten halvdelen af de ramte patienter ikke havde nogen komorbiditeter, og understreger, at tandlæger bør tilstræbe at holde deres patienter fri for orale infektioner livet igennem og især være på vagt over for infektiøse tilstande i relation til molarer i underkæben.
Nekrotiserende blødtvævsinfektion (NBI) er en hurtigt progredierende tilstand, der spredes langs de subkutane fascier og medfører omfattende vævsdestruktioner. NBI rammer især patienter med komorbiditeter. NBI kan resultere i septisk shock og udbredt organsvigt, og i 11-18 % af tilfældene er der dødelig udgang. Hoved-hals-regionen rammes i 5-17 % af tilfældene, og forskere fra Rigshospitalet og Københavns Universitet har netop publiceret en opgørelse over 35 patienter, som i perioden 2013-2017 har været i behandling for NBI i hoved-hals-regionen.
54 % af patienterne havde en odontogen årsag til NBI (apikal parodontitis og/eller pericoronitis), mens 46 % havde nonodontogene årsager. De odontogene foci var i de fleste tilfælde knyttet til molarer i underkæben. 51 % havde komorbiditeter som fx diabetes og hjerte-kar-sygdomme, 66 % var rygere, og 63 % havde et excessivt alkoholforbrug.
De odontogene foci var i de fleste tilfælde knyttet til molarer i underkæben
Trods intensiv behandling med omfattende og gentagne excisioner af nekrotisk væv (i gennemsnit syv operationer pr. patient), bredspektret antibiotikaterapi og behandling med hyperbar oxygen var der tre patienter, der døde inden for den første måned som følge af NBI. Alle tre havde odontogen årsag, men forskellen mellem odontogene og nonodontogene årsager var ikke signifikant (P = 0,234). Mortalitetsraten i den samlede kohorte var dermed 9 %.
Forfatterne hæfter sig ved, at næsten halvdelen af de ramte patienter ikke havde nogen komorbiditeter, og understreger, at tandlæger bør tilstræbe at holde deres patienter fri for orale infektioner livet igennem og især være på vagt over for infektiøse tilstande i relation til molarer i underkæben.
Kilder:
Hansen SU, Jespersen FVB, Markvart M, Hyldegaard O, Plaschke CC, Bjarnsholt T, Nielsen CH, Jensen SS. Characterization of patients with odontogenic necrotizing soft tissue infections in the head and neck area. A retrospective analysis. Acta Odont Scand 2024;82:40-7.