Tandsten giver ny viden om spedalskhed i Middelalderen
Ifølge forskerne tyder fundene på, at ingefær er blevet anvendt i behandlingen af spedalskhed i en periode i Middelalderen, men at denne behandlingsmåde senere er blevet opgivet – måske fordi den ikke virkede?
Pedalskhed (lepra) var en meget udbredt sygdom i Europa i Middelalderen. Lidelsen, der skyldes infektion med Mycobacterium leprae eller Mycobacterium lepromatosis, afficerede både hud, nerver og knogler, og de værst ramte patienter kunne miste næsen, præmaksillen og incisiverne i overkæben. På grund af dette vansirende udseende og angst for smitte blev de spedalske ofte socialt udstødt og levede i livsvarig isolation i såkaldte leprosarier i tilknytning til klostrene.
Man ved meget lidt om, hvilke behandlinger de spedalske modtog; men italienske og britiske forskere har gennem analyser af tandsten kastet nyt lys over emnet.
Fundene tyder på, at ingefær er blevet anvendt i behandlingen af spedalskhed
Man har undersøgt calculus fra 42 personer, der er begravet i tilknytning til et leprosarium i England, og hos syv ud af 26 personer, der var begravet i 11.-13. århundrede, kunne man påvise spor af ingefær (Zingiber officinale). Seks af de syv havde tydelige skeletale tegn på fremskreden spedalskhed. Ingen af de 16 personer, der var begravet i 14.-16. århundrede, havde spor af ingefær i deres tandsten.
Ingefær var på det tidspunkt en meget sjælden og eksotisk urt, der blev importeret til Europa fra Sydøstasien og indgik i mange klostres lægemiddelsamlinger – bl.a. på grund af angivelige analgetiske og antiinflammatoriske virkninger.
Ifølge forskerne tyder fundene på, at ingefær er blevet anvendt i behandlingen af spedalskhed i en periode i Middelalderen, men at denne behandlingsmåde senere er blevet opgivet – måske fordi den ikke virkede?
