”Glade tænder giver glade børn”
Mange forældre synes, det er svært at børste tænder på deres mindre børn – men kan man virkelig skrive en hel bog på 208 sider om dette emne? Læs anmeldelsen af Små bisser - Glade tænder giver glade børn.
Mange forældre synes, det er svært at børste tænder på deres mindre børn – men kan man virkelig skrive en hel bog på 208 sider om dette emne? Ja, det kan man faktisk godt, og bogen byder desuden på meget mere end bare tandbørstning.
Forfatteren, som er en erfaren tandplejer, har blandet den tilgængelige viden om småbørnstandpleje med sine egne professionelle erfaringer og kreeret en appetitlig bog, der henvender sig direkte til børnefamilier.
Bogens 12 kapitler falder i tre dele; den første del handler om, hvordan man etablerer optimale tandbørstevaner, og giver desuden indblik i sundhedspædagogiske metoder. Anden del er viet til praktiske aspekter på børns tandbørstning og indeholder mange gode råd og brugbare tips til forældrene.
Bogen kan varmt anbefales til alle småbørnsforældre
Den tredje del handler om amning, kost og risikofaktorer for caries og beskriver desuden andre tand- og mundproblemer, som kan forekomme i børne- og ungdomsårene. Sproget er gennemgående enkelt og personligt, og der tales direkte til læseren, hvilket gør bogen informativ og letlæst.
Teksten varieres med evidensbaserede faktabokse og ”patienttilfælde” fra forfatterens egen praksis. Billederne er gennemgående af god kvalitet og illustrative. Der forekommer en del gentagelser; men det er nok de færreste forældre, der læser hele teksten fra start til slut.
Bogen kan varmt anbefales til alle småbørnsforældre, som har lyst til at vide mere om deres børns tænder og ønsker at give dem gode forudsætninger for en sund mund hele livet.