Dansk forskningsnyt:

Ens kliniske resultater med abutments af zirkonia og titanium

Forfatterne konkluderer, at zirkoniabaserede enkelttands-restaureringer er et godt og pålideligt alternativ til metalbaserede restaureringer, da de æstetiske egenskaber er gode, og der kun er få tekniske komplikationer.

DFN195 Implantat Og Krone Version 1

Abutments og kroner af zirkonia har vundet indpas som et mere kosmetisk alternativ til metalkeramiske kroner og abutments af metal, og ifølge et studie, som forskere fra Københavns Universitet (Odontologisk Institut) og Rigshospitalet (Afdeling for Kæbekirurgi) har publiceret, er de kliniske resultater med zirkonia lige så gode som med de velkendte materialer.

I et klinisk prospektivt studie med fem års observationstid indgik 59 patienter med agenesi af en eller flere tænder. De fik i alt indsat 89 implantater, som understøttede 50 zirkoniaabutments med helkeramiske kroner og 39 metalabutments (titanium eller guld) med 29 metalkeramiske og 10 helkeramiske kroner.

Alle implantater og 96 % af restaureringerne var i funktion efter fem år, og der var ingen klinisk relevante forskelle i tekniske komplikationer, gingival blødning, pochedybde eller marginalt knogleniveau mellem restaureringer baseret på henholdsvis metal- eller zirkoniaabutments. Metalkeramiske kroner havde signifikant bedre kanttilslutning end helkeramiske kroner (P = 0,01), mens keramiske kroner havde signifikant bedre kosmetiske resultater end metalkeramiske kroner (P = 0,01).

Forfatterne konkluderer, at zirkoniabaserede enkelttands-restaureringer er et godt og pålideligt alternativ til metalbaserede restaureringer, da de æstetiske egenskaber er gode, og der kun er få tekniske komplikationer. 

Kilder:

Hosseini M, Worsaae N, Gotfredsen K. Survival rate of implant-supported, single-tooth restorations based on zirconia or metal abutment in patients with tooth agenesis: a 5-years prospective clinical study. J Evid Base Dent Pract 2024:101970. https://doi.org/10.1016/j.jebdp.2024.101970 [Online ahead of print]