Ny viden:

Mere end 13.000 proteser bliver væk hvert år på engelske plejehjem

Forfatterne foreslår forskellige tiltag, som kan afhjælpe problemet, fx bedre uddannelse af plejehjemspersonalet, identitetsmærkning af proteserne og scanning af proteser efter fremstillingen, så der senere kan fremstilles en 3D-printet erstatningsprotese.

Det kan være et alvorligt sundhedsmæssigt og socialt problem, hvis man mister sine proteser, ikke mindst hvis man er plejehjemsbeboer og har svært ved at komme til tandlæge eller klinisk tandtekniker. Engelske forskere har i en spørgeskemaundersøgelse søgt at afdække problemets omfang.

Et elektronisk spørgeskema med 16 spørgsmål blev besvaret af lederne af 156 engelske plejehjem. På 69 % af instittionerne var der forsvundet proteser inden for de foregående 24 måneder, og 16 % angav, at der var mistet mere end fem proteser i perioden. Godt halvdelen af proteserne blev væk på selve plejehjemmet, mens de øvrige mistedes under hospitalsindlæggelser eller ekskursioner uden for institutionen. I 74 % af tilfældene blev proteserne aldrig genfundet.

PÅ 69 % af institutionerne var der forsvundet proteser

Hvis man ekstrapolerer resultaterne til de i alt 15.000 plejehjem, der findes i England, er der hvert år 13.791 proteser, der bliver væk, og 10.205 af disse dukker aldrig op igen. Forfatterne anslår, at det vi koste det engelske samfund mindst 3 mio. GBP (ca. 30 mio. kr.) om året at erstatte de tabte proteser. 68 % af respondenterne angav, at det var problematisk eller nærmest umuligt at få arrangeret tandlægebesøg for de mest sårbare beboere.

Forfatterne foreslår forskellige tiltag, som kan afhjælpe problemet, fx bedre uddannelse af plejehjemspersonalet, identitetsmærkning af proteserne og scanning af proteser efter fremstillingen, så der senere kan fremstilles en 3D-printet erstatningsprotese.

Kilder:

Archer N, Jayawardena DS, Wong J et al. The prevalence of denture 
loss within community residential settings. Br Dent J 2024. https://doi.org/10.1038/s41415-023-6714-8 [Online ahead of print].