Demens kan forebygges og/eller forsinkes i knap halvdelen af alle tilfælde

I 2024-opdateringen af Lancet-kommissionens rapport om demens giver en bred gruppe af 27 internationale forskere ny håbefuld evidens om forebyggelse, intervention og pleje af demens og de berørte personer.

Demens er en kronisk sygdom, som er i stigning på verdensplan. Ifølge WHO lever mere end 55 millioner personer med demens globalt. Heraf udgør Alzheimers sygdom 60-70 % af tilfældene, hvilket gør det til den mest udbredte form for demens. I takt med at folk lever længere, fortsætter antallet af mennesker, der lever med demens, med at stige. Tilsvarende falder den aldersspecifikke forekomst af demens i højindkomstlande, hvilket understreger behovet for at identificere og implementere effektive forebyggelsesmetoder.

I 2024-opdateringen af Lancet-kommissionens rapport om demens giver en bred gruppe af 27 internationale forskere ny håbefuld evidens om forebyggelse, intervention og pleje af demens og de berørte personer. I opdateringen opsummeres den nyeste forskning siden 2020 af forskerne, som har prioriteret systematiske gennemgange og metaanalyser og bearbejdet resultater fra forskellige undersøgelser, der viser, hvordan kognitiv og fysisk formåen udvikler sig i løbet af livet, og hvordan reduktion af vaskulær skade (fx ved at reducere rygning og behandle forhøjet blodtryk) sandsynligvis har bidraget til en reduktion i aldersrelateret forekomst af demens.

Ifølge kommissionens nye rapport kan knap halvdelen (45 %) af alle demenstilfælde forebygges eller forsinkes gennem 14 forskellige identificerede risikofaktorer. Rapporten tilføjer nye beviser for, at ubehandlet synstab og højt LDL-kolesterol er risikofaktorer for demens.

De 14 risikofaktorer i rapporten er følgende:

  • Risikofaktor tidligt i livet er: mindre uddannelse (5 %)
  • Risikofaktorer i midten af livet er: høretab (7 %), højt kolesteroltal (7 %), depression (3 %), skade på hoved eller hjerne (3 %), fysisk inaktivitet (2 %), diabetes (2 %), rygning (2 %), højt blodtryk (2 %), fedme (1 %) og overdrevent alkoholforbrug (1 %).
  • Risikofaktorer i slutningen af livet er: sjælden social kontakt (5 %), luftforurening (3 %) og synstab (2 %).

Mange mennesker tror, at demens er uundgåelig, men rapporten konkluderer altså, at man selv kan gøre meget for at øge sine chancer for undgå at udvikle demens — eller forsinke sygdommen.

Kilder:

Livingston G, Huntley J, Liu KY et al. Dementia prevention, intervention, and care: 2024 report of the Lancet standing Commission. Lancet 2024;404:572-628