Klistret kemi

Alle kender den søde, klistrede candyfloss, vi oftest forbinder med Tivoli og forlystelsesparker. Men hvad mange nok ikke ved, er, at det populære vatlignende slik i sin tid blev opfundet af en tandlæge.

Tilbage i 1904 var det nemlig tandlægen William Morrison i Nashville, USA, som sammen med slikmageren John Wharton udviklede og introducerede den første candyflossmaskine. Før tandlægens opfindelse var fremstillingen af det spundne sukker en besværlig og tidskrævende proces, som kun de allerrigeste havde råd til at nyde. Men med opfindelsen af candyflossmaskinen blev det muligt at masseproducere slikket, og candyflossen blev solgt i færdigpakkede portioner til en stykpris på 25 cent – hvilket svarer til omkring 6 USD (43 kr.) i dag.

Én portion candyfloss indeholder faktisk kun en spiseske sukker – og en masse luft. Så selvom candyflossen kunne anses som tandlægens værste fjende, er det muligvis et bedre alternativ end fx et kandiseret æble, som indeholder ca. tre spiseskeer sukker, eller de sukkerstrøede spanskrør med ca. fire.

Morrison var særligt optaget af kemien bag candyfloss og fandt det interessant, hvordan udelukkende sukker og farvestof kan blive til en stor, luftig masse. Candyfloss opstår nemlig, når opvarmet flydende sukker roteres i maskinen og kommer i kontakt med luften. Når sukkeret bliver nedkølet en smule, bliver det porøst og danner de lange, velkendte sukkertråde, som nemt kan fiskes op, hvis en pind stikkes ned langs kanten af skålen.