Tandlægeskræk hos voksne

1. Baggrund

    
   

   Tandlægeskræk er en udbredt social, psykisk og odontologisk foreteelse i et moderne stressfyldt samfund. Ifølge Tandlægeforeningen oplever ca. 20 % af den voksne, danske befolkning angstreaktioner i forbindelse med tandlægebesøg. Omkring 10 % af disse har så kraftige reaktioner, at de enten undgår eller udsætter tandlægebesøget. Det svarer til, at op mod 100.000 danskere er stærkt påvirket af tandlægeskræk.

   Den alvorlige tandlægeskræk betyder ofte ikke blot psykisk ubehag og somatiske smerter for patienten, men også problemer for tandklinikken i form af aflyste og afbrudte behandlinger, og hermed et øget stressniveau for personalet, og økonomiske konsekvenser for klinikken.

   
   
   

2. Tandlægeskræk er en fobi

   
   Ordet tandlægeskræk er den ”folkelige” benævnelse for den faglige diagnose: odontofobi. Ordet er stærkt misvisende, for det er ikke ”skræk” for tandlægen som person, der er diagnosen. Fobi er, ifølge de internationale diagnosekriterier (ICD-10 og DSM V), en angst for bestemte situationer eller genstande, der er: 1. Uforholdsmæssigt stor i forhold til den reelle fare. 2. Forekommer at være irrationel og 3. Fører til en ændret adfærd. 
   
   

3. Ætiologi 

   
   

   Det odontologiske arbejdsområde – munden og tænderne – har, af samtlige kropsdele, det relativt største antal sensoriske og motoriske nerveceller i hjernen. Det forklarer den store psykiske og somatiske følsomhed og sårbarhed i området.

   Flertallet af individer, der lider af odontofobi, angiver, at angsten er opstået af egne, negative oplevelser, især smerter, i relation til mund og tænder. En svensk undersøgelse viser, at op imod 85 % angav, at deres angst opstod i barndommen. 24 % angav, at angsten allerede var opstået inden deres første tandlægebesøg. De kunne derfor ikke angive en egentlig årsag. Mange har hørt skrækhistorier om tandlægebesøg fra venner, familie eller gennem medier, hvilket har været medvirkende til etablering af en unødig, irrationel angst. Psykiske lidelser og sårbarhed relateres også til odontofobisk ætiologi og ligeledes individuelle faktorer som: personlighed, arvelighed, uddannelse og social formåen. Fobier opstår via indlæring, og netop smerter fra munden synes at fremme den odontofobiske indlæring.

4. Konsekvenser 

   
   Tandlægeskræk kan udmønte sig på mange måder, lige fra let psykisk ubehag til stærke panikreaktioner. I mange tilfælde kan angsten være så massiv, at den hindrer patienten i overhovedet at gå til tandlæge. Det betyder, at patienter med tandlægeskræk ofte har en dårligere tandstatus end andre. Men det helt afgørende er tiden, hvor fobien har påvirket den personlige tandpleje. Bevidst og ubevidst afholder patienterne sig fra alt, som kan relateres til tænder, tandpleje og tandlæger. Den sociale kommunikation hæmmes ved, at tænder og mund søges skjult, hvorved smil og mimik minimeres. På arbejdspladsen har tandlægeskræk ofte stor opmærksomhed, sympati og omtale, hvad der kan få fobipatienten til at ”lege” med sin fobi for derved at opnå ”sekundærgevinster” i form af social opmærksomhed.
   
   

5. Registrering

   
   Den hyppigst anvendte skala til registrering af odontofobi er Corah Dental Anxiety Scale (CDAS), som er et spørgeskema bestående af: 4 punkter med score 1-5 og skala 4-20. En meget enkel og valid metode til anvendelse i den daglige klinik er imidlertid brugen af en VAS-skala (Visual Analog Skala), hvor der på en 10 cm lang linje som endemarkeringer er angivet: ”Slet ingen angst” (til venstre) og ”Helt uudholdelig angst” (mod højre). Patienten skal så med et kryds på linjen angive graden af sin tandlægeskræk. Graden måles i millimeter fra 0-100, hvor 0 er ”Slet ingen angst”. Ved en 6 cm markering målt fra venstre vil graden da journaliseres som: OF-VAS: 60. Små papirskalaer, der ligger på klinikken, viser behandlerens professionelle interesse og kompetence og kan bruges som dokumentation på en klinisk registreret odontofobi ved eventuelle klagesager.
   
   

   6. Behandling

Da fobi opstår ved indlæring, er den primære behandling ­aflæring, hvilket har mange aspekter og teknikker:

6.1. Kommunikation

En omhyggelig og systematisk anamnese er i sig selv den ­første fase i en behandling. Debut, forløb (udeblivelser, afbud), værste og mildeste fobisymptomer (somatiske/ psykiske) er emner, der skal spørges ind til.

6.2. Information og undervisning

Præsentation og demonstration af de kliniske rutiner, inventar og instrumentarium (stol, instrumenter, lys og lyde) er i sig selv væsentlige indlæringer i reduktionen af den fobiske angst. Anvend ”Tell-Show-Do” teknik med tilpasning af procedurer efter patientens ønsker.

6.3. Afslapningsteknikker og øvelser

Indlæring af afslapningsmetoder som dybe vejrtrækninger, successive kropsspændinger og -afslapninger er væsentlige fobihæmmere. Meditation og mindfulness kan også fremme den psykiske og somatiske kontrol.

6.4. Hierarkisk angstprofil og gradvis eksponering

Ved hjælp af et spørgeskema, hvor patienten angiver sine angstreaktioner overfor forskellige tandlægelige aktiviteter – fx at sidde i en tandlægestol, se boret, få en rodbehandling mv. – i en 5 grader vandret angst-score (1. Slet ingen angst. 2. Lidt angst. 3. Nogen angst. 4. Meget angst.  5. Særdeles meget angst), kan patientens angst visualiseres i en hierarkisk angstprofil ved at dreje skemaet 90 grader til venstre. Øverst ligger da de punkter med højeste angstscore og nederst de laveste. Det aftales herefter med patienten, at samtlige aktiviteter skal eksponeres. Man starter med de laveste scorer og går først videre til næste niveau, når aktiviteten ikke udviser nogen angstreaktion.

Brug samme formuleringer, samme rækkefølge og samme procedure ved hver konsultation.

6.5. Sedering

Sedering bør ikke anvendes ved tilvænningsbehandling, hvor der ikke er et akut behandlingsbehov. Ved nødvendigt behandlingsbehov kan Midazolam doseres. Præparatet er angstdæmpende, men kan også have en amnesieffekt, der både kan være positiv og negativ. Således har mange angstpatienter et stort kontrolbehov og finder det derfor meget ubehageligt ikke at kunne huske behandlingen. Andre derimod opfatter det som en lettelse ikke at kunne huske noget, men får dermed ikke den nødvendige erfaring fra tilvænningsbehandlingen.

6.6. Psykologisk behandling

I samarbejde med en psykolog kan kognitiv adfærdsterapi (KAT) være en terapi, som kan hjælpe med at ændre negative, fobiske tankemønstre og adfærd relateret til tandlægebesøg.

6.7. Støtte fra familie og venner

At have en betroet person med til tandlægebesøget kan give ekstra tryghed og kan fremme gunstige hjemlige repetitioner.

6.8. Lattergas og narkose

Ved påkrævet akut behandling (smerte eller infektion) eller ved generel sanering kan både N2O-analgesi eller generel anæstesi være indiceret. Imidlertid kræver det en lovpligtig omfattende teknisk installation, for at det kan anvendes på en tandklinik. Derfor er det kun større centrale klinikenheder, der har den påkrævede installation. Brug af analgesi fremmer ikke behandlingen af odontofobi.

   7. Evaluering

Mere eller mindre bevidst kan behandleren undlade eller ikke tilskynde odontofobipatienten til fortsat behandling og får hermed en fobifri patientpopulation, der kan give en selvopfattelse af at være en succesfuld behandler. Begrebet kaldes: den psyko-odontologiske patientselektion.